The Believer (2001)

    En rå nynazist fører sin egen indædte kamp mod jøder, men en indre konflikt rumsterer.


    RÅ KONTRAST UDEN BID

    Dette er en film, der virkelig forstår at sansepenetrere den ultimative moralske voldtægt – og koge suppe på den, så det næsten smerter.
     

    Indædt racistisk kamp

    Således ikke videre vellykket, men tematisk ganske interessant fortæller "The Believer" historien om den unge nynazist Danny Balint (Ryan Gosling), der iført ekstrakort karseklip, korte ærmer og hagekors indædt kæmper med (og mod) sin egen indre racist, der for alt i verden vil gøre det af med jøderne.

    Filmen kæntrer
    Filmens helt store kontraster skal ikke afsløres her – det ville fjerne spændingen fra oplevelsen – men som handlingen skrider frem, opleves det, at pointer, moralske udfordringer og andet godt fra havet i "The Believer" ikke kan skæres mere ud i pap, og det er i virkeligheden dét, som den kæntrer allermest på.
     

    Flot spil

    Gosling udfylder hovedrollen med stor indlevelse og bærer historien et pænt stykke, men han kan ikke stille noget op i det markant overdramatiserende manuskript, der mister mere og mere troværdighed, efterhånden som tingene spidser til. Det er ganske ærgerligt, for idéen er fin, og potentialet stort.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2001, USA, Psykologisk drama, Drama, Krimi, Biler på film, 98 min.

    Dansk titel: The Believer
    Instr: Henry Bean Prod: Susan Hoffman, Christopher Roberts, Eric Sandys Manus: Henry Bean Foto: Jim Denault Klip: Mayin Lo, Lee Percy Mus: Joel Diamond
    Priser
    • SUNDANCE - Grand Jury Prize