Mein Führer (2007)

Betagende bramfrit og politisk ypperligt ukorrekt flirter komedien "Mein Führer" med fortidens store synder, når selveste Adolf Hitler menneskeliggøres i Det Tredje Riges døende dage. Et sådant træk vil der altid være delte meninger om: Kan der gøres grin med stof, der er både betændt og blødende? Svaret er ja, hvis man evner at servere det på et sølvfad. Hér lykkes dette hæderligt og i perioder ganske glimrende, selvom det komiske setup indimellem kammer over i ren farce.

Den jødiske skuespiller Adolf Grünbaum (Ulrich Mühe i dennes sidste store rolle) er anbragt i en kz-lejr, da han hentes til Berlin for at træne selveste Adolf Hitler (Helge Schneider) til igen at blive dén store taler, han var i fordums tider. Til at begynde med er Hitler bestemt ikke venligt stemt, men i kulissen presser propagandaminister Joseph Goebbels (Sylvester Groth) på: Hvis Hitler skal vække folket til live, er det afgørende, at han genvinder sine talegaver!

Grünbaum er omvendt splittet i sin nye tjans. Skal han rette ind eller gøre det af med føreren? Efterhånden viser det sig mest formålstjenligt at rette ind, i hvert fald følger der frynsegoder med det at være i centrum af magten med fri adgang til rigets gemakker – og schæferhunden Blondi...

"Mein Führer" udmærker sig ved at være kompromisløs i sin tilgang til nazi/jødetemaet, men er sjovest i portrættet af en Adolf Hitler i forfald. Her er Helge Schneider en troværdig komisk udgave af føreren, som må hengive sig til både fysiske og psykiske øvelser i Rigskancelliet i Berlin. Ulrich Mühe rammer fint den dybe splittelse, samtidig med at hans kreative udstråling emmer af faglig stolthed – samspillet mellem Schneider og Mühe er filmens med afstand største force.

Men også genskabelsen af det nye Rigskancelli er pænt fascinerende i tilpas kantede visuelle effekter. Filmen får i øvrigt mest sit lidt skævvridende farcepræg via den alt for arketypiske genremusik. Og så er særligt Heinrich Himmler (Ulrich Noethen) med armen i gips en tand for overkomisk.