Pigen fra Egborg (1969)

Her bliver vi vidner til et paradoks i dansk 1960’er-folkekomedie: For "Pigen fra Egborg" har så afgjort potentialet til at falde til bunds som endnu et "Soldaterkammerater"-flop, men på trods af det åbenlyst letbenede og overfladiske former Carl Ottosens næstsidste film som instruktør sig ganske hyggeligt og uhøjtideligt. Der er i hvert fald langt mere afrunding og charme over Ottosens eget manuskript, end det lige forventes ved første øjekast. Dialogen har elementer af brandfarlig gnist, og særligt Dirch Passer udnytter det spage potentiale til endnu en herlig præstation.

I filmens begyndelse mødes John Søgaard og John Søgaard ved et tilfælde. Den ene (Dirch Passer) er hvalfangerskibskok på orlov, den anden (Willy Rathnov) er evighedsbotanikstuderende og enearving til godset Egborg, og efter rigeligt med øl engagerer han sin navnebror som sin private kok i tre måneder. Men ikke nok med det: I mellemtiden er Søgaards godsslægtning død, og nu er arveprocessen sat i gang. På godset er man godt slukørede ved udsigten til, at den dumme københavnertype nu kommer bragende og ødelægger idyllen.

Søgaard er dog slet ikke så ondsindet, men for at spæde hele affæren lidt op vælger han alligevel at gå undercover i sit første møde med Egborg. Det aftaler han med sin navnebror, og således kommer Søgaard-Dirch anstigende som godsarving, mens Søgaard-Willy bliver ansat som karl på gården. Nu er der lagt op til forvekslingshygge og forelskelser på kryds og tværs, og snart skal det vise sig, at det dér med nyt blod på Egborg slet ikke er så ringe endda...
 

"Pigen fra Egborg" udmærker sig først og fremmest ved ikke at være hverken overspillet eller overstyret. Det Morten Korch’ske præg er mere et bevidst virkemiddel end en spændetrøje, og Passer / Rathnov-samspillet er en af filmens helt store styrker. Begge spiller naturligt og afslappet, og særligt Rathnov synes at trives i kløvermarkens idyl. Dirch får – afledt af forvekslingskunsten – lejlighed til at brillere udi det spontane. Når han skal perspektivere botanikkens vidundere, kommer han selvsagt på glatis... og dét former et par helt vidunderlige scener.

I birollerne er der heller ikke skidt spillende knas, og Karl Stegger har herlige øjeblikke som godsbestyreren med det gode hjerte (særligt når han skal præsentere sin helt særlige musikalske fetich). Ove Sprogøes  får kun en eneste scene at boltre sig i som den konstant tobakshostende advokat Kurt Mikkelsen – den er til gengæld stærkt farcepræget, men bestemt ikke umorsom. Med en cigaret i flaben, som han ikke påtænker at tænde, bliver der hostet igennem til den helt store forvirrede guldmedalje.

Filmen er periodisk sødladen og glansbilledpræget, men det er ikke en hæmsko eller en tilnærmet stil, snarere en naturligt opstået stemning, der fungerer i sin egen lille lukkede atmosfære.