Den opvakte jomfru (1950)

Denne rent ud sagt aparte og stivbenede "folkekomedie" var med manuskript af selveste Poul Henningsen – hans eneste spillefilmsmanuskript og groft sagt PH uden værdi. Det komiske er skjult bag tågede lag af science fiction og danmarkshistorie...
 

Det hænger ingenlunde sammen, og samtidspressens roser (se nedenfor) ligner et knæfald for den samtidspopulære Henningsen. "Den opvakte jomfru" er nemlig hverken fugl, fisk eller finurlig, og de kreativt tænkte begivenheder falder til jorden, næsten før de er opfundet.

Da professoren John Ebenezer Steenhammer (Helge Kjærulff-Schmidt) en dag i det herrens år 1950 glider fra toppen af en bræ højt mod nord, fører det ham til et enestående fund: Indkapslet i isen sidder to fortidsmennesker (anslaget har præsenteret os for dem, nemlig Anne Pedersdatter (Marguerite Viby) og en abbed (Ib Schønberg) i året 1520!), og Steenhammer beslutter sig for at fragte fundet hjem til København i en kæmpe isblok. Planen er, at optøningen skal genoplive det middelalderlige par, og ganske rigtigt: Snart vågner de og fortsætter deres flere hundrede år gamle samtale, som om intet var hændt. Mødet med den moderne verdens prøvelser kan dog blive noget overvældende, særligt for den opfarende ungmø (utroværdigt spillet af 41-årige Marguerite Viby.)

Det skulle menes, at det var oplagt netop at udnytte dette clash mellem det gamle og det nye, men filmen er mærkeligt uinteresseret i denne oplagte mulighed. I stedet fokuseres på Pedersdatters betingelsesløse forelskelse i professoren – der er en direkte efterkommer til hendes store kærlighed, hvilket vi selv ser i et opslagsværk med foto af middelaldergutten (dét er da humor?)
 

Den mærkelige nye verden interesserer hverken Anne eller abbeden synderligt. Abbeden sidder oppe hele natten og læser danmarkshistorie, mens han bæller portvin, men Ib Schønbergs tamt serverede munkestereotyp er uhyggeligt stiv og uinteressant. I det hele taget mærkes produktionens manglende ånd tydeligt. Der er ikke noget glimt i øjet og ingen finurlige overraskelser.

Potentialet er derfor helt uudnyttet, og studieoptagelserne er kedelige. Kun ganske få og flygtige gadeoptagelser perspektiverer den ellers oplagte tidstematik en anelse. Dirch Passer optræder i en mikroskopisk birolle som søkaptajn i 1520.