Plat eller Krone (1937)

Selvom denne Jon Iversen-folkekomedie blev overvejende negativt anmeldt i 1937 ("Et mislykket Forsøg paa at skabe en anstændig dansk "folkelig" Film" og "Plat eller Krone gav ikke Gevinst"), fremstår den i dag smidigt, veloplagt og hævet over middel.

Vi er i Iversens spæde karriere som instruktør. Hans debutår på feltet bød – udover "Plat eller Krone" – også på den langt mere fjogede, til tider pinligt platte Flaadens blaa Matroser (1937), begge film med Ib Schønberg i en fremtrædende rolle. Men der er milevid forskel på den fladtrykte idioti i flådefilmen til den langt mere energiske og dynamiske humor i "Plat eller Krone", hvilket (som et eksempel blandt flere) kan aflæses direkte i Schønbergs præstation.

I filmens prolog møder vi drengevennerne Herkules og Erik (Herkules som barn spilles af Ib Schønbergs søn Bent), der hurtigt bliver voksne, så vi kan se, hvor forskelligt de er faldet ud: Herkules har ikke smidt hvalpefedtet og er i dag godmodig tjener på galopbanens servering. Erik (Angelo Bruun) er derimod succesrig direktør i eget firma. Men han har en stor svaghed: Han er ludoman. Og store formuer kan forsvinde som dug for solen, når han lader sig friste over evne. Og det gør han, også da han senere har fået Herkules som partner i firmaet. Så spiller han bare begges penge op.

Men betyder det nu også så meget, det dér med penge? Kan man slå plat eller krone med livet og lykken? Det er filmens søde, lille morale, godt gemt bag det hyggeligt nærværende hverdagskomiske med dramatisk slagside.
 

Schønberg må endnu engang lægge krop til en rolle, der spiller på hans overvægt. Det bliver nævnt masser af gange, at han er tyk – men som det er tilfældet i så mange af hans præstationer, fremstår han tværtimod uhørt agil og springer rundt i godt humør, hurtig i reaktionerne. Således også i "Plat eller Krone", krydret med det let melankolske. I filmen danner han par med en sød og veloplagt Karen Caspersen: De to kysser ofte hinanden, og filmkærligheden er ægte formidlet, også når der brydes ud i skønsang. Hvad angår sangene, er de delt ligeligt mellem det lidt for friske og det kært tidstypiske. Herligst fungerer tandemcykelturen gennem København.

I det hele taget er her mange fine locationoptagelser, der florlet og elegant indgår i den velsmurte helhed. Johannes Meyer udfylder filmens bedste birollefigur som Herkules’ far, der – typisk for Meyer – ikke sådan lader sig løbe om hjørner med.