De fem og spionerne (1969)

Sammenhængende film:
De fem og spionerne (1969)
De fem i fedtefadet (1970)

"Der er 21 spændende "De 5"-bøger hos boghandleren – verdens mest læste børneserie!" Sådan proklameres det kækt i filmens pressemateriale, der også fyrer standardsællerten "Den forrygende spændende og fornøjelige danske familiefarvefilm" af. I 1969, da denne første af to danske Enid Blyton-børnefilmatiseringer så dagens lys, var der stadig ivrige læsere til dén slags romaner, og bogen udkom da også straks igen med farveillustrationer fra filmen.

Lad det dog være sagt med det samme: "De fem og spionerne" er langt fra nogen dygtigt drejet (børne)film, dertil er den for stiv, skematisk og uinspireret. Men den rummer alligevel en lille smule individualistens charme. For det første den sidenhen internationalt berømmede filmfotograf Mikael Salomons interessante blik på de børnespændende begivenheder. For det andet en finurligt kantet birollepræstation af Ove Sprogøe.

De tre søskende Julian (Niels Kibenich), Dick (Mads Rahbek) og Anne (Sanne Knudsen) skal tilbringe sommerferien hos deres onkel Quentin (Ove Sprogøe), tanten Fanny (Astrid Villaume) og ikke mindst kusinen Georgina (Lone Thielke), der hellere lyder navnet Georg. Der er umiddelbart dømt idyllisk leg og spændende skattejagt, men da privatlæreren hr. Roland (John Larsen) ankommer, får børnene og Georgs hund snart færten af lyssky affærer.
 

Børnespillet kunne have været meget værre og fungerer faktisk ganske tilforladeligt. Til gengæld er voksenbirollerne helt uden glimt i øjet, dog med undtagelse af Ove Sprogøes mærkeligt gnavne, uinteresserede og børneblinde onkel Quentin (med konstant skævslået og fedtet brille), en sær, men også interessant rolle i Sprogøes filmografi. Helt urkomisk synes det, at man til den danske filmatisering har bevaret de engelske navne på alt fra børn over hunde til skurke. Det holder bogstaveligt talt overhovedet ikke en meter, at sommerferieidylliske Karl Stegger hedder Hr. Sanders, småsure Sprogøe onkel Quentin og lillebror i børneflokken Dick.

Dramaet spidser til henimod det underjordiske klimaks, hvor William Kisum, John Larsen og Ivar Søes skurke får, hvad de har fortjent på det hult klingende kulissegulv. Troværdigt er det ikke, men helt bestemt hæderlig børneunderholdning. Mikael Salomons fotografering stikker helt af fra sammenhængen. Den er ganske enkelt langt flottere og mere opfindsom, end filmen har indholdsrammer til. Bertrand Bechs elektroalustiske underlægningsmusik er langt fra ueffen, men også i alt for høj grad stemningsdikterende.