Flightplan (2005)

    En kvinde er på vej med luksusfly til New York med sin lille datter. Da datteren forsvinder undervejs begynder en nervepirrende kamp for retfærdighed.


    TÆNDT THRILLER

    I bund og grund en møg-effektiv thriller, der er tændt fra start til slut i en stiv kuling om bord på et gigantisk luksusfly fra Berlin til New York.
     

    En datter under armen

    Jodie Foster spiller en kvinde, der har sin mand med i en kiste og sin datter med under armen. Pludselig er den lille pige væk, og personalet begynder at mistænke kvinden for at være psykisk ustabil.
     

    Ingen hjælp at hente

    Ingen vil hjælpe. Heldigvis er Foster selv ingeniør i flybranchen og kender flyets konstruktion. Hun er nødt til at tage sagen i egen hånd, og efterhånden står det klart, at en grum kaprer har arrangeret det hele.

    Intens spænding
    Filmen udvikler en intim og intens spænding i det fortættede flyunivers, hvor veltimet teknisk snilde vedbliver at overbevise tilskueren om, at dramaet reelt set foregår i flere kilometers højde. Så betyder det knap så meget, at klichéerne står på nakken af hinanden. Grundlæggende får man smæk for skillingen i det universelle drama, der bærer fly og historie på brede, underholdende vinger.

    Overdramatiseret lyddesign
    Lyddesignet er forventeligt overdramatiseret med talrige tekniske knitre- og suselyde, der intet har med virkeligheden at gøre, ligesom James Horners musik blot føjer endnu et slattent nodehæfte til hans oeuvre.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2005, USA, Thriller, Mystik, Børn på film, 98 min.

    Dansk titel: Flightplan
    Instr: Robert Schwentke Prod: Brian Grazer Manus: Peter A. Dowling, Billy Ray Foto: Florian Ballhaus Klip: Thom Noble Mus: James Horner
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation