Partie de campagne (1946)

    En borgerlig familie fra Paris tager en sommerdag på udflugt til den franske landidyl ved floden Marne.


    »IMPRESSIONISTISK PLUDRENDE«

    Jean Renoirs poetiske kortfilm er uden tvivl et visuelt kærlighedsbrev til faren Pierre-Auguste Renoirs malerier: Solens dansende spil i vandet, vindens favntag i træerne og den centrale indledende gyngescene er alle filmet med en enestående sanselighed og poetisk lethed. Men "Partie de campagne" har i dag også en helt særlig plads i Renoirs filmografi som følge af dens kaotiske tilblivelse (den blev aldrig filmet helt færdig i oprindelsesåret 1936 og først udgivet ti år senere). Og så er det værd at nævne, at Renoir bag kameraet blev assisteret af så duelige kræfter som blandt andre Jacques Becker og Luchino Visconti!

     

    En borgerlig familie fra Paris tager en sommerdag på udflugt til den franske landidyl ved floden Marne. Mens faren og datterens forlovede er i gang med at fiske, bliver moren og den unge datter Henriette (Sylvia Bataille) roet ud på floden af to lokale mænd. Henriette oplever en kort, men skelsættende og passioneret romance med roeren Henri i den solbeskinnede natur – et øjeblik af lykke, som dog hurtigt overskygges af hverdagens pligter...

     

    Det er denne primært florlette, men forgængelige stemning, som "Partie de campagne" skal læses og tolkes ud af, og selvom den flyvske og komisk lidt for voluminøst funderede fortælling kan være lidt vanskelig at finde et fikspunkt i, står Renoirs sommerelegi som et skønt maleri af øjeblikkets magi. Det er rart indimellem bare at blive mindet om skønheden i detaljen.



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1946, Frankrig, Komedie, Drama, Romantik, 40 min.

    Dansk titel: A Day in the Country
    Instr: Jean Renoir Prod: Pierre Braunberger Manus: Jean Renoir Baseret på: novellen "Une Partie de Campagne" af Guy de Maupassant Foto: Claude Renoir Klip: Marinette Cadix, Marguerite Renoir Mus: Joseph Kosma
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation