Kameradschaft (1931)

    Da den franske del af en kulmine på tværs af grænsen kollapser, stimler en stor samling tyske arbejdere sammen for at hjælpe.


    »HELVEDE UNDER JORDEN«

    G.W. Pabst viser endnu engang vejen for det fintfølende virkelighedsnære, stoflige og dynamiske, denne gang i en tidlig tonefilm skabt i den sene Weimar-republiks spændingsfelt lige før nazisternes magtovertagelse. Der bliver ikke gået på kompromis med kulissen, når helvedet under jorden i lavloftede kulminer skal beskrives. "Kameradschaft" giver et scenografisk enestående indblik i både minearbejde og redningsarbejde, som det har taget sig ud i starten af 1930'erne – i en detaljeringsgrad uden sidestykke. Filmen bygger på en virkelig begivenhed (Courrières-mineulykken i 1906), men Pabst flyttede handlingen til sin samtid på grænsen mellem Tyskland og Frankrig (Lothringen/Elsass).

     

    Dét ud af medmenneskelighed at hjælpe hinanden i en katastrofesituation får en ekstra og storpolitisk dimension for en række henholdsvis franske og tyske minearbejdere. Da den franske del af kulminen kollapser, træder en stor gruppe tyske minearbejdere til for at hjælpe – bogstaveligt talt lige hen over grænsen: Minen er delt i to af landegrænsen, og stemningen er anspændt ovenpå 1. verdenskrig.

     

    Den helt store tiltrækningskraft og udstråling ved Pabsts arbejde er nærværet i de levende optagelser af både udeliv og mineliv. De klaustrofobiske miner og deres sammenstyrtninger er fantastisk troværdigt genskabt og tangerer i Fritz Arno Wagners kameraarbejde det dokumentariske. Filmen blev optaget i lydfilmens helt spæde barndom, og Pabst benyttede sig – med stor effekt – af en realistisk og nyskabende flersprogethed (tysk og fransk uden kunstig eftersynkronisering) samt en dramatisk udnyttelse af underjordiske brag, råb og metalliske ekkoer. Skuespillet er over en bred kam temmelig brovtende og stift og sine steder med en uklædelig komisk fundering, men det må nok blandt andet tilskrives stumfilmens nærhed og er ikke stort ødelæggende for autenticiteten. Henimod slutningen opstår en slagside af næsten melodramatisk rygklapperi, hvor fællesskabspropagandaen topper.



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1931, Tyskland, Drama, Thriller, Historie, Teenagere, Tog på film, Biler på film, 93 min.

    Dansk titel: Kammerater
    Instr: Georg Wilhelm Pabst Prod: Seymour Nebenzal Manus: Peter Martin Lampel, Karl Otten, Gerbert Rappaport Baseret på: romanen "Der Kampf ums Matterhorn" af Carl Haensel Foto: Robert Baberske, Fritz Arno Wagner Klip: Jean Oser, Marc Sorkin Mus: G. von Rigelius
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation