Wings (1927)

    To unge mænd bliver begge jagerpiloter under 1. verdenskrig, men de er også begge forelsket i den samme kvinde derhjemme...


    »VÅDE DRØMME PÅ VINGER«

    Verdenshistoriens første Oscarvinder for bedste film er på mange måder banebrydende og uomtvisteligt fantastisk 1. verdenskrigsepik: "Wings" er to en halv times tryllebindende stumfilm, der mere end noget andet lever højt på sine helt ubegribeligt vovede og unikke luftoptagelser! Det skal ses, før det helt kan fattes. Den obligatoriske kvindekærlighedshistorie, der så ofte er med i krigsfilm i forsøget på at blødgøre den maskulint penetrererende krigsaction, er ikke mere svulmende, end den ofte træder i baggrunden. "Wings" lægger det meste af sin vægt på krigen, og my-oh-my hvor er det perfekt koreograferet. I øvrigt dyrker Wellman de to unge mandlige skuespilleres fysiske skønhed (og de er virkelig meget smukke!) og tætte kropskontakt med en næsten lysten fascination. I mellemkrigstidens Hollywood (og især før Hays-censurens stramme moralkodeks trådte fuldt i kraft i 1934) var det mere almindeligt at skildre dyb mandlig venskabelig intimitet på lærredet, men Wellman går længere end de fleste, og flere scener mellem de to kan opleves næsten homoerotiske.

     

    To unge amerikanere havner begge i træningslejr til at blive jagerpiloter under 1. verdenskrig. Efter en relativt kort oplæring kommer de begge på vingerne, bliver tætte kammerater og tværer en del tyskere ud i luften. Men skæbnen vil også, at de er forelsket i den samme kvinde derhjemme, og det kan meget vel blive livstruende, efterhånden som et par hemmeligheder og løgne ser dagens lys...

     

    Wellman iscenesætter med et overblik, der næsten synes umenneskeligt. Dette er tidlig krigsepik, der med lethed kan måle sig med mere moderne modstykker i ambition og omfang, men som ikke har mange visuelle og mekaniske effekter at henholde sig til. Derfor kan vi også være sikre på, at luftakrobatikken er fuldt ud realfilmet – i ofte vanvittige kameramandsfastspændelser i direkte dyk mod jorden, når maskingeværsvadaer eller bomber skal gøre det af med fjenden.

     

    I denne nærved sublime krigsaction opstår en actionmagi, der ikke så let lader sig afryste. Samtidig er der fuld indlevelse i de meget mere jordnære begivenheder, hvor nævnte kærlighedsintrige agerer doseret perspektivering på det hæsblæsende. Alle stemninger er meget overbevisende gestaltet af Wellmans unge skuespillere, særligt flyvennerne med den underliggende had/kærlighedstwist Jack Powell (Charles 'Buddy' Rogers) og David Armstrong (Richard Arlen).

     

    Landscenerne er i mange sammenhænge præget af det velkendte "undercranking"-fænomen, hvor kameraoperatøren drejede håndsvinget på filmkameraet med færre billeder i sekundet (fx 14–18 billeder i sekundet) under optagelsen, end standarden var ved afspilning (typisk omkring 24 billeder i sekundet). Det afføder den særligt hektiske (for) hurtige gang og bevægelsesdynamik, der var en særlig stil i sig selv i stumfilmstiden, og som indimellem bliver lige tanden for hektisk og nærved komisk funderet.



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1927, USA, Drama, Krigsdrama, Krig, Historie, Romantik, Fly på film, Biler på film, 144 min.

    Dansk titel: Luftens Helte
    Instr: William A. Wellman Prod: Lucien Hubbard Manus: Hope Loring, Louis D. Lighton Foto: Harry Perry Klip: Lucien Hubbard Mus: J.S. Zamecnik
    Priser
    • AA - Bedste film
    • AA - Bedste Engineering Effects