The Garden We Dreamed (2026)

Haitianske Esther og Junior rejser nordpå gennem Mexico sammen med Esthers to døtre på jagt efter et tryggere liv. Dybt inde i en skov får Junior arbejde med ulovlig træfældning, og familien flytter ind i en særdeles primitiv og håbløst utæt træhytte. Esther gør sit bedste for at skabe et hjem, mens døtrene, den ene hæmmet af dårlige lunger, udforsker den smukke skov og fascineres af monarksommerfuglene, der indimellem dækker himlen med deres smukke vinger. Men livet mellem de majestætiske og gamle træer bliver snart meget utrygt. Junior bliver mødt af racisme og meget farlige arbejdsforhold, og familien er sårbar i mødet med kompromisløse mænd, der truer dem på flere fronter. Samtidig forsvinder skoven omkring dem, efterhånden som brølende motorsave fælder det ene træ efter det andet...

The Hole in the Fence (2021)-instruktør Joaquin del Paso leverer her endnu en omvæltende, tankevækkende film, der sidder i kroppen længe efter sidste scene. Med fænomenale virkemidler, der aldrig bliver prætentiøse, fortælles en (desværre) både tidløs og aktuel historie om magtmisbrug, ulovlig skovhugst, migration og racisme... men det er de store mexicanske skove, der er fortællingens egentlige hovedrolleindehaver. Lydbilledet alene er nok til at få filmen ud over stepperne – eller rettere ind i den dybe, hemmelighedsfulde skov. En særegen torden, der indimellem tager form af en slags underlægningsmusik står fænomenalt som forstærkende uhygge til det i forvejen skræmmende ved både den ulovlige skovhugst, de brølende lastbiler og de samvittighedsløse mænd, der bedriver ugerningerne.

Samtidig er "The Garden We Dreamed" visuelt svært betagende. Udnyttelsen af skovens skiftende stemninger i løbet af døgn og også en ny årstids komme er elegant og ublufærdig: Skygger, der går og kommer. Tåge, der vælter ind over den trængte familie. Solen, der danser mellem evighedens høje træstammer. Det er på dette bagtæppe af lyd, lys og flot skuespil, at filmen henter sin nærved uafrystelige gennemslagskraft.