Queen at Sea (2026)

Tematisk beslægtede film:

Volcano (2011)

Amour (2012)

Queen at Sea (2026)

Uafrysteligt og smerteligt vrider Lance Hammers "Queen at Sea" sig rundt om alle fibre i krop og sjæl og er i mange henseender essensen af det svære, vi helst ikke vil tale om: Forfald, død, afmagt og tabet af kontrol. Det er en af de slags film, der bliver i systemet længe, og Hammers evne til at dosere og perspektivere "det unævnelige" – demens – er ganske enkelt sublim, også når han drejer ind ad en mindre sidehistorie, der skildrer teenageren Sarahs tidlige dans med kærligheden... som modsætning til filmens centrale fortælling.

"Queen at Sea" (titlen skal forstås i retning af, at "dronningen" – det tidligere familieoverhoved – nu er fortabt, faret vild i sindet og tilværelsen) viger beundringsværdigt ikke tilbage for nogen pinlighed eller smertefuldhed forbundet med det degenerative tema. Det sætter sig prompte i dit system, i hvert fald hvis du er et førsteklasses sansende og følende væsen, og de store udsving formidles til perfektion af de sjæleudkrængende skuespillere (særligt Anna Calder-Marshall og Tom Courtenay). Brugen af smukke klassiske musikstykker (med en forkærlighed for Beethoven) fungerer enormt virkningsfuldt, netop fordi musikken ikke træder ind ret ofte eller som følelsesforstærker, men netop kan risikere at blive klippet brat tilbage til virkeligheden. Det gør det hele endnu mere ubærligt.

Raffineret starter filmen med en afsløring, der får datteren Amanda (Juliette Binoche) til den demente mor Leslie (Anna Calder-Marshall) til nærmest at falde bagover. Hvis forholdet til stedfaren Martin (Tom Courtenay) evt. måtte være køligt i forvejen, bliver det i hvert fald ikke bedre nu. Det bliver starten på en proces, hvor hele familien – også Amandas teenagedatter – bliver nødt til akut at forholde sig til, at det nok ikke længere er den ideelle løsning, at gamle Martin alene står for al plejen af Leslie.