Panopticon (2024)

"Panopticon" var i 2026 Georgiens officielle bidrag til at komme i betragtning til Oscar-nomineringerne for bedste udenlandske film. Det skete dog ikke, og coming of age-dramaet står da også i temmelig høj grad som en forspildt chance for at skildre en ypperligt skismatisk situation. Nemlig at 18-årige Sandro (Data Chachua) på den ene side morderligt gerne vil være rettroende, sådan som opvæksten, kulturen og de mange ikoner på væggen i stuen foreskriver – hans fysisk og mentalt fraværende far (Malkhaz Abuladze) tager netop samtidig heoiske tilløb til at blive fuldtidsmunk(!) – og på den anden side bringes i knæ af sin enorme sexdrift... særligt rettet mod kvinder, der kunne være hans mor.

Fortællingen bærer et dna, der kunne have fået de georgiske vægtæpper til at blafre af både skyld, skam og drifter, hvis der havde været en helt anden vægtning af de enkelte handlingselementer. Men i stedet bliver formidlingen flagrende, nærmest abrupt (blandt andet med en del besynderligt markante klip i tid), og det bevirker samtidig, at det bliver særdeles svært at hente identifikation i særligt teenageren Sandros (sex)sjælelige kvaler. Det er ærgerligt, når potentialet ligger lige dér og lurer. Filmens visuelle stil søger en lidt rå og slidt hverdagsvirkelighed, men opnår sjældent den ønskede effekt og står snarere lidt poleret og tv-agtig.

Det er i denne gryde, debuterende Data Chachua skal forsøge at holde sig i kog i den altoverskyggende hovedrolle. Kameraet afsøger igen og igen hans smukke ansigt og svulmende, bølgende sorte hår – og Chachua ligger beredvilligt og pænt troværdigt fjæs til både liderlighed og de mere pulssvage sider af handling. Men både han og alle andre falder fatalt igennem, når handlingen ud af det blå for eksempel også vil beskæftige sig med storpolitik og racisme. I det hele taget savner "Panopticon" styring og fikspunkt.