Yield to the Night (1956)

Britiske J. Lee Thompson leverede her en af den hjemlige karrieres bedste film – og det vellykkede, klaustrofobiske kammerspil "Yield to the Night" blev, bl.a. fordi filmen kom i hovedkonkurrence på filmfestivalen i Cannes, springbrættet til en endnu større karriere i både hjemlandet og senere også i USA.

Mary Hilton (Diana Dors) begår allerede i filmens anslag et koldblodigt drab på en anden kvinde ved at sende seks revolverskud gennem hende. Snart følger vi Mary i kvindefængslet, hvor hun – fra sin ganske særegne celle omgivet af kvindelige fængselsfunktionærer – kun kan håbe på, at inspektøren kommer med en benådning i sidste øjeblik inden den planlagte henrettelse. Det er fra denne celle, hvor Marys seng står og stritter i midten af det hele, at den fængslede ser tilbage på dén kærlighedsaffære, der førte hende så meget ud i jalousien, at hun begik drabet.

"Yield to the Night", der i dansk biografdistribution fik titlen "Lad natten komme", viser lige fra begyndelsen en helt enestående visuel legesyge, og cheffotograf Gilbert Taylor må have haft en fest, sådan som kameraet søger stemningerne i alt fra ekskvisit lyssatte ultranærbilleder til spidsfindige, opfindsomme og herligt ukonventionelle bevægelser og (skæve) vinklinger. Det er betragteligt over middel af det forventelige og former en fænomenal dynamik. Samtidig er udnyttelsen af særligt fængslets krinkelkroge forbilledlig: Marys tankestrømme leder os blandt andet hen på de mange detaljer, hun har set igen og igen og igen i cellen... skrabemærkerne på en stol, sætningsskaden i murværket, fodybningen i en af murstenene.

Valget af Diana Dors i rollen som morderske var kontralogisk i samtiden – hun var et sandt glamourikon – og det skaber en yderlige drejning af de mere spidsfindige i dette generelt overraskende og nuancerede drama.