Violent Summer (1959)

Primært "kærtegnende sorgløst" – og alligevel et evigt uroligt krigsdrama, der blev instruktør Valerio Zurlinis store internationale gennembrud. "Estate violenta" står som et nøgleværk i overgangen fra den italienske nyrealisme til 1960’ernes mere intime, psykologiske og æstetiserende dramatik. Hvor 1940’ernes nyrealisme (med blandt andre Roberto Rossellini og Vittorio De Sica) primært fokuserede på arbejderklassen, fattigdom og den umiddelbare efterkrigstid, rykkede Zurlini – sammen med samtidige som Michelangelo Antonioni og Valerio Zurlinis egen generation – blikket mod borgerskabets indre og moralske opløsning.

Det er særligt i skildringen af boblen af sorgløs tidsfordriv blandt handlingens priviligerede unge mennesker, at filmen har sin stærkeste drivkraft. Her er der masser af atmosfære i fotograf Tino Santonis begavede indfangelse af små og store stemninger i både dovent belyste aftenstunder og flirtende strandliv med efterfølgende jazzmusikunderlagt samvær. Vi skal helt hen til filmens massive krigsslutsekvens, før alvoren reelt går op for den forkælede gruppe – i en meget stærk kontrastvirkning ovenpå halvanden times "tomgang", det vil sige kærlighedsforviklinger og intriger med krigen på behørig afstand. Den bombastiske action kommer hér som en overraskelse og er uhyre effektivt iscenesat.

Filmen udspiller sig i sommeren 1943 i badebyen Riccione. Fascistregimet er i færd med at bryde sammen, men filmens privilegerede unge overklasse lever fortsat i en boble af sorgløs tidsfordriv, jazz og strandliv. Zurlini bruger denne kontrast til at skabe et portræt af en generation, der flygter fra historiens uafvendelige alvor. Traditionen tro er al lyd eftersynkroniseret. Jean-Louis Trintignant gør en yderst stærk figur som den unge Carlo Caremoli.