Sink the Bismarck! (1960)

    Den britiske flåde må grave taktisk dybt for at få skovlen og torpedoen under tyskernes seneste våben til søs – kampskibet Bismarck.


    »POTENTIELT NERVEPIRRENDE KAPLØB«

    Den senere tredobbelte James Bond-instruktør Lewis Gilbert præsenterede her et britisk, heroisk epos, der ikke lader mange patriotiske søbriser fare: "Sink the Bismarck!" sætter (militær)historien dynamisk, men også tørt og studieoptaget i svingninger.

     

    Det er genfortællingen om det nervepirrende kapløb, hvor den britiske flåde under ledelse af kaptajn Jonathan Shepard (Kenneth More) i 1941 skal forsøge det nærmest umulige at sænke tyskernes seneste søsatte vidunder, kampskibet Bismarck. Angiveligt verdens største af slagsen – og umuligt at sænke. Filmen følger primært dramaet i det britiske krigsrum, hvor strategier lægges og ordrer gives, men der bliver også tid til at komme om bord på blandt andet Bismarck, som skibet selvsikkert stævner ud i Danmarksstrædet, overbevist om at intet kan slå det ud af kurs.

     

     

     

     

    "Sink the Bismarck!" evner trods den tarveligt grå og uinspirerede indendørskulisse at holde dampen oppe. Tidløs er Lewis Gilberts iscenesættelse på ingen måde, snarere udgør krigsfilmen en tidslomme, som det er inspirerende at støve af som et meget tydeligt billede på samtidens (= 1960) syn på netop historie, patriotisme og heltedyrkelse.

    Samtidig ligger der alene i det bugnende rollegalleri en stærk kilde til fascination, også selvom skuespillet over hele linjen følger ovennævnte "samtidsbedagede" stivhed, der tangerer det teatralske og farveløse. Når handlingen bevæger sig udendørs er det i små klip om bord på diverse fartøjer på begge sider af krigen – men nogen troværdigt skumsprøjtende inddragelse udgør disse ubehjælpsomme bølgeskvulp på ingen måde.



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1960, Storbritannien, Historie, Krig, Krigsdrama, Drama, Action, Skibe på film, Fly på film, 97 min.

    Dansk titel: Sænk Bismarck
    Instr: Lewis Gilbert Prod: John Brabourne Manus: Edmund H. North Baseret på: bog af C.S. Forester Foto: Christopher Challis Klip: Peter R. Hunt Mus: Clifton Parker
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation