Les yeux sans visage (1960)

Spidsfindig fransk "ansigtsgyser", der lykkes virkelig stærkt i sit forehavende gennem simple effekter – men først og fremmest ved alt det, der ikke vises: Et bevidst (fra)valg af instruktør Georges Franju, udover at der selvsagt også var visse effekttekniske begrænsninger i 1960.

At finde en ansigtsdonor

Kirurgen Génessier (Pierre Brasseur) er ulykkelig over, at hans datters ansigt er skamferet ovenpå en bilulykke. Han vil gøre alt for at give hende skønheden tilbage, og det er ham ikke fremmed (erfarer vi) at finde en "ansigtsdonor" i form af en anden smuk ung kvinde... der så må lade livet efter den omfattende transplantation.

Ingen ufarlig manøvre

Det er åbenlyst ikke en helt ufarlig manøvre – på flere parametre. Men Génessier er tilsyneladende uden empati (for ikke-familie) og har altid en plan for, hvordan han kan sno sig udenom politiets søgelys.

Vindende genrepersonlighed

"Les yeux sans visage" har bare en vindende (genre)personlighed. Det er et dramatisk funderet gys, der er ligeså balanceret interesseret i både sin form og sit indhold.

Tiden står stille

I de bedste scener smelter det hele sammen, og tiden står stille – meget af denne effekt skal tilskrives Eugen Schüfftans fænomenale sort/hvide fotografering, der i en blanding af nærbilleder og dybdefokuserede totalbilleder indgyder mere både respekt og mystik end hele den betændte ansigtsaffære. Men også det finurlige, ofte "udtryksløst" humørdepraverede skuespil er en meget vigtig faktor.

Overladt til egen fantasi

Der er små dyk i retning af det teatralske i nogle af filmens situationer, men generelt står dramagyset enkelt, dragende og elegant – med de fleste af ind- og udviklingerne overladt helt til tilskuerens egen fantasi og perspektivering (bl.a. gennem en udtalt diminitiv musikanvendelse (af selveste Maurice Jarre)).