Annihilation (2018)

Som i Ex Machina (2015) hylder instruktør og manusforfatter Alex Garland det glanspoleret konstruerede – denne gang i en filmatisering af Jeff VanderMeers roman, der i dén grad bevæger sig ind på farligt, ukendt territorium, idet en mystisk, indkapslende, fluktuerende, psykedelisk, død- og psykosebringende zone (fra det ydre rum?) er begyndt at brede sig på Jorden.

Zonehinden penetreret

Det er denne husblasligende zonehinde, som den unge biolog Lena (Natalie Portman) føler sig nødsaget til at penetrere sammen med et lille kuld andre maskingeværsbærende eksperter... women only.

Mentalt skidtmas

Lena befinder sig i en mentalt skidtmas, uafklaret tilstand, efter at hendes mand Kane (Oscar Isaac) er bukket endegyldigt under. Han har åbenbart, viser det sig ad mærkelige kanaler, opholdt sig i selvsamme zone. Så noget siger Lena og de duelige damer, at rejsen ikke bliver ufarlig!

En gusten stemning...

Og de får ret! Herinde bag "gardinet" hersker der en gusten stemning. Og var der ikke noget, der puslede i metaverdenens krat? Jo, mindsanten om ikke en degenereret krokodille ligger klar i det skidne vand... og snart dukker endnu større mærkværdigheder op – og kvinderne kan med garanti ikke skille vanvid fra virkelighed.

En alvorlig utæthed

"Annihilation" er født med en alvorlig utæthed, der desværre gør, at al gassen går af konstruktionen – særligt henimod slutningen. Du skal være eliteynder af æterisk/mystisk, kvasieksistentiel, sindbilledepsykotisk, parallelverdensfantastisk, stroboskopisk overdrevsfortælling, før begivenhederne hér smelter sanseapparetet. Ofte skues der tilmed uklædeligt tilbage på de vellykkede bolleture, Lena havde med sin præstationskapable ægtemand back in the days.

Kunstgjort katastrofeorgasme

Starten af filmen er egentlig fin nok, mens der endnu er afstand til det ekstremistiske. Men hold op, hvor bliver det så også ekstremt – i en kunstgjort katastrofeorgasme, der er næsten ligeså forstillet som robotforelskelsen i "Ex Machina".