Quintet (1979)

Præmissen er stærk, eksekveringen mindre vellykket – i denne særdeles atypiske Robert Altman-film, der fik de meget få biografgæster, der indløste billet til visningerne i USA, til at løbe skrigende væk.

Altmans vision med "Quintet" var i grunden baseret på en drøm, han havde haft, og Lion's Gate Films stod beredvilligt klar med et voldsomt stor budget til fremtidsbillederne i en verden på vej mod en ultimativt menneskeknusende istid. Istiden er allerede mere end godt i gang, da handlingen i "Quintet" udspiller sig. En gruppe menesker samler sig i en lejr, der selv indendørs er præget af særdeles kølige temperaturer.

Det er hertil, vores hovedperson Essex (Paul Newman) ankommer og må forsøge at begå sig i lejrens regelsæt. Blandt andet er det umuligt ikke at blive viklet ind i lejrens fælles hobby, brætspillet Quintet. Og snart skal dette brætspil vise sig at udfolde dødbringende dimensioner...

Robert Altmans "fikse" idé med at lade hele handlingen filme såkaldt irisvignetteret (det vil sige, at synsfeltet er permanent 1/3 indskrænket af "fedt" i alle hjørner af billedet, så vi kun ser 2/3 i en rund, centreret midte) fremstår nok allermest en smule krukket. Nogen stor virkning får han i hvert fald ikke ud af det.

Markant stærkest står "Quintet", når handlingen (alt for sjældent) bevæger sig udendørs, og sne- og isklædte vidder åbenbarer sig. Her opstår decideret magiske enkeltøjeblikke, der i de lyrisk tænksomme billedperspektiver vækker mindelser om Andrej Tarkovskij.

Langt det meste af filmen udspiller sig i de aldrig helt åbenbarende lejrlokaliteter, og skuespillet er generelt til den teatralske side. Her kan der godt opstå et langgab eller to. Men "Quintet" fortjener alligevel opmærksomed i Altmans filmografi – hertil er den ganske enkelt for (tematisk) ambitiøs til at blive udråbt som misfoster alene på skallen.