Aniara (2018)

Alternativ svensk science fiction-fabel, der forsøger at lægge arm med et fremtidsperspektiv udi udvidet rumturisme... desværre med begrænset gennemslagskraft. Det begynder ellers sprødt og idérigt nok, men "Aniara" bliver for hamskiftende og har svært ved at fastholde egne intentioner.

En forlænget rejse

I en ikke alt for fjern fremtid er det blevet en industri at sende folk til Mars. Et enormt rumskib er netop på vej mod naboplaneten med en større sending forventningsfulde (primært) svenskere, da noget går galt – og kaptajnen må meddele, at overfarten i stedet for tre uge kommer til at tage mindst tre år!

Svære prøvelser

Det sætter selvsagt både personale og besætning på særdeles svære prøvelser, og frustrationerne koger over i de store og små kroge af skibet... Handlingen er primært oplevet af besætningsmedlemmet og "jordterapeuten" Mimaroben (Emelie Garbers), som hun erfarer, hvordan den lange og potentielt endeløse rejse går under huden på alle, mens hun selv pendler lidt frem mellem flere forhold m/k.

Ny frisk model

Filmen er ikke bleg for en frisk ny model for "rumskibsscenografi". Her er der temmelig ukritisk blot brugt eksisterende indendørs jordlocations, herunder auditorier, kedelige fællesarealer og gange. Intet emmer således af dén futuristiske rumskibskølighed, vi ellers ofte præsenteres for i lignende genrefilm.

Ikke ret overbevisende

Det kunne nok have stået relativt sprødt og uskyldigt, hvis afviklingen af manuskriptet i øvrigt havde siddet lige i skabet. Men filmen lykkes ikke ret overbevisende i præmissen at indramme evighedens endegyldige fællesrejse på – kosmisk betragtet – relativt få kvadratmeter.

Optaget af egen form

"Aniara" bliver for tidligt for hurtigt for optaget af sin egen form(fuldendthed), og til gengæld opleves rummet derude som uudnyttet og en forspildt chance for eksistentielt at perspektivere den "ultimative katastrofefilm".

Hårdt prøvet

Fire Guldbagge-statuetter blev det til, og det er ikke svært at forstå komiteens fascination af en hjemlig film så anderledes. Emelie Garbers var en af vinderne, og hun spiller pænt i den hårdt prøvede hovedrolle.