Sunshine (2007)

Denne eksistentielt definitive, britiske science fiction-thriller udnytter dygtigt alt fra "den sidste rejse"-vemodighed til "videnskabeligheden fremfor alt"-rygrad – sådan som stemningerne opstår på dét hold af astronauter og videnskabsfolk, der er på mission for at redde Solen fra at brænde ud... og hermed menneskeheden.

Teknisk fremragende

Først og fremmest er Danny Boyles "Sunshine" dog en teknisk fremragende genrefilm, der næsten helt i mål evner at holde manuskriptets (skrevet af Alex Garland) meget langt hjemmefra-tråde fuldt udspændte.

I skyggen af skjoldet

Solen er ved at brænde ud, men med moderne teknik er det faktisk muligt at sende et rumskib direkte mod "kuglen". Det vigtigste, besætningen skal sørge for, er at holde sig i skyggen af dét enorme påmonterede skjold, der modvirker, at de alle brænder op på et splitsekund.

Et mystisk signal...

Da de kommer tættere på Solen, opfanger de et nødsignal, der stammer fra en tidligere (og mislykket) mission. Kan det virkelig passe, at der her syv år efter søsterrumskibets forsvinden stadig er overlevende om bord? Besætningen må korrigere solmissionen for at undersøge sagen...

Den ydre grænse er nået

Det mest beundringsværdige ved "Sunshine" er dens dvælen ved besætningens centrale prøvelser om bord. Hér opstår stemninger, der slet og ret magisk indrammer en situation så langt hjemmefra, at den ydre grænse for hjemve for længst er passeret.

Fuld taktilitet

Filmens fuldt ud overbevisende produktionsdesign giver en følelse af at være med derude, og alle de tekniske detaljer på og omkring rumskibet er troværdige i en grad, så du selv får lyst til at betjene dem.

Velproportioneret

Generelt et par tænder for overforklaret gennem John Murphys svulstige underlægningsmusik, ligesom der henimod slutningen går lidt for meget "metafysisk filosofi" over soltilnærmelserne – men det er ikke så slemt, at det ødelægger denne meget velproportionerede og pænt spillede filmoplevelse.