Tusk (2014)

Det er ikke lige til at fatte, hvad det var for en hvirvelvind, der føg over lærredet gennem de seneste 102, underkæbetabende alternative gyserkomedieminutter... "Tusk" deler forståeligt vandende, men kan reelt også gå på vandet, når det hvinende aparte skue indimellem fanger noget af det helt rigtige.

Den selvsikre, bøvede, hipsteroverskægsbærende og eventyrlystne amerikaner Wallace Bryton (Justin Long) står sammen med vennen Teddy Craft (Haley Joel Osment) bag podcasten "The Not-See Party" (i sig selv med en vis fascinationskraft, idet udtalen af dette jo ligger meget tæt opad nazi party). En dag ser Wallace et gammeldags papiropslag på et offentligt toilet, og hans udtalte gåpåmod driver ham straks til Canada, hvor afsenderen af det håndskrevne opslag Howard Howe (Michael Parks) venter kørestolsbundet og distingveret (komplet med silkecharmeklud) i sin udkantsbeliggende kæmpevilla.

Wallace æder Howes fortællinger råt, men bliver snart døsig... Og da han vågner igen, venter der ham et mareridt så ubærligt og utænkeligt, at døden måske nok havde været at foretrække!

"Tusk" er egentlig ret stilbevidst, selvom den stikker i flere stemnings- og genremæssige retninger. Ganske vist er der afstikkere, der på mærkværdigste vis kører helt ud ad en farcetangent (hér tænkes især på Johnny Depps indtræden som den bælgøjede og alkoholiserede politiopdager Guy Lapointe.) Men selv denne ekstremisme fascinerer i instruktør og manusforfatter Kevin Smiths totalhåndtering. Omvendt kan du ikke lade være med at forestille dig, hvor krybende klamsvedt, eksistentialistisk gesamtuhyggelig, "Tusk" kunne have udviklet sig, hvis der havde være fuld fokus på gyset og mindre almen spredning af outreret komik! Her ligger et potentiale af de mere obskure.

Præmissen i "Tusk" er dog – uanset genrevægtning og absurditeter – svært fascinerende, og alene af dén grund står filmoplevelsen som noget helt særligt, ja måske sågar som en nyklassiker, hvis dybder, mange tilskuere og kritikere endnu har til gode at opfange! Der er ekstra grund til at nyde særligt Michael Parks' vidunderlige præstation som den – må vi nok sige – temmelig outrerede fetichist...