A Home of Our Own (1993)
En singlemor med tom pengepung tager sine seks børn under armen, fast besluttet på at finde et hus, de kan kalde deres eget.
»FATTIGDOM FORPLIGTER«
Amerikansk familiesødladen saga baseret på virkelige hændelser: "A Home of Our Own" tager os tilbage til 1962, hvor alenemoren Frances Lacey (Kathy Bates) spinker og sparer for at få det til at hænge sammen... hun har hele seks krøltoppe under sine vinger. Den ældste er teenageren Shayne (Edward Furlong), der på mange måder agerer manden i huset. Det vil sige: Lejligheden. For det er først et stykke inde i filmen, at Frances beslutter at rykke teltpælene op og køre gennem staterne i familiens udtjente bil.
Målet er at finde et hus, de kan kalde deres eget. Da Frances endelig klodser bremserne, er det, da hun spotter ruinerne af et træhus, der ligger idyllisk for foden af Idahos bjerge. Det lykkes hende hurtigt at overtale ejeren af landjorden til at sælge hende stedet – og betalingen falder primært i form af naturalier. Frances og børnene hjælper denne enkemand Mr. Munimura (Soon-Tek Oh) med det praktiske... og sød musik opstår! Snart har de banket et primitivt hus op på den eksisterende skal (interiøret er desværre ikke præget af stor scenografisk troværdighed.) Hele denne fortælling får vi – med sporadisk fortællerstemme – som ét langt tilbageblik. Det er Shayne Lacey, der skuer tilbage på sin bumpede og fattige barndom og den meget særegne måde, familien får et nyt hus på.
"A Home of Their Own" er desværre noget tynget af den "disneyprægede" fortællestil, der er overordentlig ordentlig og næsten vulgært straightforward. Desuden er de forskellige små og store udsving i hverdagen skildret uden vægt og falder sådan lidt tilfældigt. Det kræver virkelig ikke meget tankevirksomhed at følge med i – og alle pointer skæres ud i pap i både historien og skuespillet.
Det kan godt blive for meget af det gode i perioder, og der kunne i dén grad trænges til, at et eller andet trak filmen ud af sin (bitter)søde boble, hvor sorrig og glæde ganske vist vandrer til hobe – men som et rullemalet glansbillede!
Vi befinder os ellers i smørhullet for filmens to vægtigste skuespillere: Kathy Bates kom fra stærke præstationer i Misery (1990) og Fried Green Tomatoes (1991), mens Edward Furlong havde glimret i Terminator 2: Judgment Day (1991) og året efter leverede en af sine allerstærkeste præstationer i Little Odessa (1994). Men der er ikke meget at stille op: "A Home of Their Own" vil det sødede.
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1993, USA, Drama, Biografi, Børn på film, Teenagere, Bjerge på film, Biler på film, Historie, 104 min.
Dansk titel: A Home of Our Own- Kathy Bates (Frances Lacey)
- Edward Furlong (Shayne Lacey)
- T.J. Lowther (Craig Lacey)
- Soon-Tek Oh (Mr. Munimura)
- Michael Flynn (Mr. Wolters)
- Donré Sampson (Gas Station Attendant)
- George Sullivan (Dave Pollock)
- Tony Bill (Doctor)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation