Flugten fra Millionerne (1934)
En afdød millionærs testamente læses op. Hvis fætter og kusine vælger at gifte sig "på tid", arver de. Ellers går pengene til Papegøjesamfundet.
LIRUMLARUM TIL SØS
Ungarskfødte Pál Fejös instruerede tre danske tonefilm, bl.a. Fange Nr. 1 (1935). Året inden kom "Flugten fra Millionerne", der er rendyrkede romcom-farceløjer, men peppet noget op af, at det meste af handlingen foregår helt rigtigt til søs!
En stor familie
Den store familien Jensen-Bosch er samlet hos notaren (Albrecht Schmidt) for at høre, hvordan en afdød familiemogul og milliionær har valgt at udfærdige sit testamente. Men da en særlig betingelse læses op, skaber det uro i lokalet.
En sprød betingelse
Hvis fætter og kusine Lilian (Inga Arvad) og John (Erling Schroeder) vælger at gifte sig inden en bestemt dato, arver de hele dynen... og det er vel at mærke på den gode side af 30 millioner kroner! Men nej, det vil de under ingen omstændigheder... de kan nemlig af en eller anden grund ikke udstå hinanden!
Flugten fra millionerne
Derfor vil alle millionerne snart i stedet gå til Papegøjesamfundet! Og dét glæder selvsagt samfundets præsident (Johannes Meyer). Men meget kan selvsagt nå at ske – og forvandlingen kommer til at udspille sig på åbent hav, idet både Lilian og John (tilfældigvis) har valgt samme flugtvej fra millionerne: En verdensomsejling om bord på en prægtig damper.
Amors pile flyver...
Med på skibet har også papegøjesamfundets præsident sneget sig med – og nu gælder det for ham om at forpurre eventuelle turteldue-tendenser mellem fætter og kusine. Men kan han ene mand skyde amors pile ned? De flyver nemlig snart som flint mellem skibets lukafer.
Fastlåste typer
Handlingen er meget lineær og pjattepjuskenuttet – helt som forventet! Ingen i rollegalleriet får lov til at udvikle den mindste smule på skabelonmanuskriptets fastlåste typer, end ikke Johannes Meyer, hvis papegøjesprog desværre falder til jorden... eller rettere dækket!
Skumsprøjtende skibslocation
Men farcen løfter sig skumsprøjtende ved at udspille sig helt virkeligt til søs på S/S "Stavangerfjord", den norske Amerikalinie. Så er der pludselig lidt at lege med for fotografen Louis Larsen, selvom han – temmelig tidstypisk – ikke er videre optaget af at udnytte de friske rammer, der bl.a. også bringer os til bjergrige egne!
En herlig pakke
Inga Arvad havde her sin eneste filmrolle og ejer en naturlig skønhed og udstråling. Omvendt er Erling Schroeder en temmelig håndtam førsteelsker (i kedeligt gråt jakkesæt). De mange tanter og onkler, der presser på for at få fætter/kusine-parret på bedre tanker i filmens start, rummer en herlig pakke af samtidens karakterskuespillere – bedst hér er den muse/rotte-hysteriske Maria Garland.
Pludrende underlægningsmusik
Lidt usædvanligt for dansk 1930'er-film er "Flugten fra Millionerne" nærmest konstant underkastet Ferenc Farkas' pludrende underlægningsmusik, der kører i loop med forskellige schlageragtige temaer. Omvendt er der forbløffende lidt dialog i filmen, næppe et bevidst kunstnerisk valg – nok snarere et tegn på en lidt fesen og ukonsekvent iscenesættelse fra Pál Fejös (baseret på eget manus.)
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1934, Komedie, Romantik, Farce, Skibe på film, Dyr på film, Bjerge på film, 96 min.
Dansk titel: Flugten fra Millionerne- Inga Arvad (Lilian Jensen-Bosch)
- Erling Schroeder (John Jensen-Bosch)
- Tudlik Johansen (Kammerpigen Anna)
- Christian Arhoff (Kammertjeneren James)
- Johannes Meyer (Papegøjesamfundets præsident)
- Kai Holm (Matros)
- Rasmus Christiansen (Onkel)
- Peter Nielsen (Onkel)
- Aage Foss (Onkel)
- Maria Garland (Tante)
- Agnes Rehni (Tante)
- Mary Alice Therp (Tante)
- Ingeborg Pehrson (Tante)
- Albrecht Schmidt (Notar)
- Knud Heglund (Overtjener)
- Emil Hass Christensen (Tjener)
- Eigil Reimers (Skibspianist)
- Hugo Bruun (Kaptajnen)
- Ego Brønnum-Jacobsen (Skibstjener)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation