Tukuma (1984)

Indrømmet: Palle Kjærulff-Schmidts "Tukuma" er ikke den allermest originale fortælling om Grønland og grønlændere, som en dansk iscenesætter kunne sætte i bevægelse. Hertil trives tørre arketyper lidt for godt, og melodramaet bliver af og til for karikeret.

Noget markant anderledes

Men lægges nutidens krænkelsesparathed og krav om ultimativ politisk korrekthed bare lidt til side, vil "Tukuma" med rette og helt nøgternt kunne fremhæves for at ville noget markant anderledes i dansk 1980'er-filmproduktion... og så er den ovenikøbet himmelsk smukt fotograferet.

Ikke alt ånder idyl

Unge Erik (Thomas Eje) drager til Grønland – bl.a. i håbet om at kunne blive bare lidt klogere på, hvordan/hvorfor hans bror Bruno kaldet Tukuma (Erik Holmey) døde. Undervejs bliver Erik mere fortrolig med lokalbefolkning og traditioner, men selv heroppe mod et af verdens smukkeste bagtræpper er det ikke alt, der ånder fred og idyl...

Altid trvalt...

"Tukuma" har en tendens til at ville afvikle for meget på for kort tid – og det er måske en del af en leg med filmens titel og den afdøde brors tilnavn, der netop betyder noget i retning af "manden, der altid har travlt"? Der er scener af stor alvor, der afvikles helt uden dybere interesse i psykologien bag – og det forekommer både mærkværdigt og amputeret.

Stringent og mådeholden

Men ellers bliver nævnte travlhed aldrig et decideret hæmmende træk ved Kjærulff-Schmidts film. Først og fremmest stråler "Tukuma" nemlig gennem en stringent og for (1980'er-)dansk film forbilledligt mådeholden visuel og lydmæssig stil, hvor både billederne og lyden hylder dén gren af en "tænksom autenticitet", hvor bl.a. naturens egne lyde får lov at dominere helt – på visuelle baggrunde af svimlende smukke Grønland.

Sublimt indfanget

Og det er ikke bare "den sædvanlige pakke" af isbjerge, sæler, kajakker og nationaldragter: Fotografduoen Birger Bohm og Dirk Brüel finder nye forunderlige visuelle dramatiseringer, der højner "Tukuma" betragteligt over enhver middelmådighed – bl.a. er et fugletræk mod en mørknende aftenblå himmel sublimt indfanget (også i lydbilledet).

Melankolske grønlandske sange

Det er ikke meget, vi hører til Fuzzys originalunderlægning – mere fremtrædende (men heldigvis kun sporadisk anvendt) er Rasmus Lyberths melankolske grønlandske sange (Lyberth spiller også en central birolle i handlingen.)

Arketyper

De fleste af de grønlandske skuespillere får desværre ikke lejlighed til at forme ret meget troværdighed i deres små roller, og det er nok hér, "Tukuma" lider allermest under sine arketyper. Til gengæld er Thomas Eje (selvom han af andre i samtiden blev beskyldt for at være tavs og farveløs) virkelig vellykket i hovedrollen som Erik: Stille, mut, hemmelighedsfuld og svær at blive helt klog på.