Aftenlandet (1977)

Britiske Peter Watkins spenderede en del år som filmmager i Skandinavien. I Danmark blev det til et par dokumentariske tv-film og denne såkaldte mockumentary – en spillefilm, der udgiver sig for at være en dokumentarfilm, og som i princippet også kunne være det.

Den lille mand mod systemet

"Aftenlandet" taler meget tydeligt ind i en samtidig (1970'er-)frygt for atomkrig og systemets magtmisbrug ved at lade handlingen udspille sig i København, mens et større NATO-topmøde afvikles.

Optræk til uro

Ude i byen er der optræk til uro, og der kommer både demonstrationer og andre mishagsytringer, som politikerne må forsøge at håndtere. Rigtig betændt bliver det, da ekstremister kidnapper en minister – hvilket der slås hårdt ned på.

Teknisk letgående

Watkins har hér fingeren på halvfjerdserpulsen og afvikler dygtigt og dynamisk de konspiratoriske, massehysteriske, dem-mod-os-betændte begivenheder: "Aftenlandet" er teknisk letgående, som den ene summende urolige begivenhed afløser den anden.

Svær at blive grebet af

Den udtalte fluen på væggen-prægede fortællestil er således filmens mest smittende energiske udstråling i en handling, der i øvrigt må siges at være både alt for lang i spyttet og generelt svær at blive helt grebet af.

Med hang til ekstremisme

Om det kan forholde sig anderledes for folk med hang til ekstremisme og et generelt begær udi autonomi er en uafprøvet teori, men det er nok ikke helt ude i hampen at foreslå.

Parathed ved pauseknappen

Besat stort set udelukkende med amatørskuespillere overbeviser "Aftenlandet" over forventning på dén side. Der kræves opspilede øjne og en parathed ved pauseknappen, hvis man skal nå at spotte de mere "etablerede" aktører, herunder Gertie Jung og Flemming "Bamse" Jørgensen.

Ud af illusionen

Et greb, der hiver fortællingen ret udtalt ud af mock/documentary-illusionen, er den aparte anvendelse af Anders Koppels hvinende skingre underlægningsmusik.