Aftenlandet (1977)
Danmark er i en alvorlig krise og præges af generalstrejke, samtidig med at der er NATO-topmøde i København.
»MED HANG TIL EKSTREMISME«
Britiske Peter Watkins spenderede en del år som filmmager i Skandinavien. I Danmark blev det til et par dokumentariske tv-film og denne såkaldte mockumentary – en spillefilm, der udgiver sig for at være en dokumentarfilm, og som i princippet også kunne være det.
"Aftenlandet" taler meget tydeligt ind i en samtidig (1970'er-)frygt for atomkrig og systemets magtmisbrug ved at lade handlingen udspille sig i København, mens et større NATO-topmøde afvikles. Ude i byen er der optræk til uro, og der opstår både demonstrationer og andre mishagsytringer, som politikerne må forsøge at håndtere. Rigtig betændt bliver det, da ekstremister kidnapper en minister – hvilket der slås hårdt ned på.
Watkins har fingeren på halvfjerdserpulsen og afvikler dygtigt og dynamisk de konspiratoriske, massehysteriske, dem mod os-betændte begivenheder: "Aftenlandet" er teknisk letgående, sådan som den ene summende urolige begivenhed afløser den anden. Den udtalte fluen på væggen-prægede fortællestil er således filmens mest smittende energiske udstråling i en handling, der i øvrigt må siges at være både alt for lang i spyttet og generelt svær at blive helt grebet af.
Om det kan forholde sig anderledes for folk med hang til ekstremisme og et generelt begær udi autonomi er en uafprøvet teori, men det er nok ikke helt ude i hampen at foreslå. Besat stort set udelukkende med amatørskuespillere overbeviser "Aftenlandet" over forventning på dén side. Der kræves opspilede øjne, hvis man skal nå at spotte de mere "etablerede" aktører, herunder Gertie Jung og Flemming "Bamse" Jørgensen.
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1977, Danmark, Drama, Mockumentary, Biler på film, Krimi, 109 min.
Dansk titel: Aftenlandet- Jon Bang Carlsen (Mindre rolle)
- Peter Bay (Mindre rolle)
- Peter Boesen (Mindre rolle)
- Michael Christensen (Mindre rolle)
- Ole Dupont (Mindre rolle)
- Bent Raahauge (Mindre rolle)
- Flemming "Bamse" Jørgensen (Mindre rolle)
- Gertie Jung (Mindre rolle)
- Lotte Væver (Mindre rolle)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation