Rikki og mændene (1962)

    En selvsikker, ung og fraskilt alenemor med to elskere og rod i privatøkonomien bliver nødt til at gå til yderligheder for at forsørge sig selv.


    PLUDRENDE PROBLEMFILM

    Ghita Nørby giver hele den feminime balkjole i titelrollepræstationen som unge Rikki, der har et godt tag på mændene. Som fraskilt alenemor til lille Karin spilder Rikke ikke tiden!

     

    Hele to elskere

    Hun har hele to rige elskere – den lidt akavde og nervøse Peter (Holger Juul Hansen) og den brovtende Chris (Preben Mahrt)... og desuden bejleren Ole (Poul Reichhardt), der tilmed elsker hende. Med andre ord: Rikki kan stort set sno alle mænd om sin lillefinger... Og dog!

     

    Blandt liderlige mænd

    Hun har problemer med at få det til at løbe rundt, og elskerne vil ikke betale hende for at hygge på skibsbriksen – ellers en kæk lille idé, som Rikki forsøger at søsætte. Snart ser den unge kvinde (modstræbende) ingen anden udvej end at skrue sig ned i en smækker rød kjole og drage ud i nattelivet blandt liderlige mænd på en natklub...

     

    Ved, hvad han vil

    Således render Rikki både på den erfarne kunde Pedersen (Palle Huld) og senere også en purung kunde i form af Kaspar Rostrup, der dandyagtigt ytrer, at han ved, hvad han vil med kvindelige damer... Og dét er med andre ord (mellem linjerne) dikkedik med det samme uden for meget snak!

     

    Mænd på krogen

    På selvsamme natklub taler Rikki med sine nye "kolleger", og en af de midaldrende kvinder forklarer, at det bare er med at få nogle mænd på krogen, mens tid er – og siger henkastet: "Man skal da bruges, mens der stadig er noget af bruge af!"

     

    Udtalt billede på sin tid

    "Rikke og mændene" er allerede i sin titel ufrivilligt komisk i dag. Og den er da også udtalt et billede på sin tid, her i starten af 1960'erne, hvor det var ovenud pikant at se en blondetrussekant, en overbygning til et trutmundskys, ytringer i retning af at "blive brugt" – og overhovedet at blive underholdt af en film med et underliggende prostitutionstema!

     

    Energiske Ghita

    Ghita Nørbys energiske præstation vinder noget terræn for filmen, selvom hendes rollefigur næppe vil få de sammenholdsselvsikre smil frem på læberne hos nutidens feminister. Langt de fleste af rollerne omkring hende er karikaturer – undtagelserne er Bodil Steen, der trods alt klemmer lidt karakter ud af sin rolle som Rikkis veninde Dorte, samt Bente Wienberg-Hansens finurlige optræden som en decideret bitch af en barnepige!

     

    Relativt ambitiøst fotograferet

    Filmen er relativt ambitiøst fotograferet af Rudolf Frederiksen, men meget af herligheden er lidt grå studieoptagelser. Klipningen er bestemt ikke lige vellykket alle steder – heller ikke i tid, hvor der henimod slutningen pludselig sker lidt af et plottwist... uden nogen forudgående forklaring.

     

    Pressen skrev...
    "Demimondæn lærebog for begyndere" // "Velspillet og propert lavet film om ømtåligt problem" // "Uden chance for at engagere vor sympati" // "Godt lavet, men ikke god" samt "Lisbeth og Lau Lauritzens Film "Rikki og mændene" et ærligt Forsøg, der stort set lykkedes". * stjerne i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026