Tre piger i Paris (1963)

Gabriel Axel var bare bedst som instruktør i 1950'erne og 1960'erne, og "Tre piger i Paris" fra 1963 føjer sig til en række af veloplagte, veltimede og velspillede film fra denne periode, der både favner dramaer og komedier.

Papirstynd volumen

Historien er papirstynd, men får alligevel volumen i Axels kontrollerede iscenesættelse: De tre veninder Hanne (Ghita Nørby), Lotte (Susse Wold) og Dorte (Hanne Borchsenius) har taget toget til Paris. Om bord har de mødt d'herrer Harald (Dirch Passer) og Frederik (Paul Hagen), og de to hjælper de unge kvinder af med bagagen på et hotel, før de selv rejser videre.

En forglemmelse...

Skæbnen vil nu, at det venindefnidrende trekløver er så lystne på at opleve Paris' glæder, at de lader bagagen ligge på hotellet – for snart at erfare, at de ikke aner, hvor hotellet ligger... Heldigvis møder de den yderst hjælpsomme taxachauffør Raymond (Daniel Gélin), der beredvilligt stiller overnatningsfaciliteter og fornødenheder til rådighed, nok bl.a. i dét håb, at han kan score en af de nordskønne danskere.

Fænomenal pariseratmosfære

Pyt i dette tilfælde med, at manuskriptet reelt kunne være skrevet på en halv serviet: "Tre piger i Paris" lever først og fremmest højt på sin fænomenale pariseratmosfære, der på omtrent halvanden time vil have lært de fleste mere om, hvordan storbyen tog sig ud i 1963, end selv det mest intensive kursus kunne have leveret.

Fantastisk fotograferet

Fotograferne Arne Abrahamsen og Jørgen Skov må have haft en fest, sådan som de har fået lov til at folde sig ud i den fremmede storby – og det er bestemt ikke de store attraktioner, der interesserer fortællingen, snarere kommer vi ud i kanterne, hvor Eifeltårnet blot kan skimtes et sted i det fjerne.

Unikke stemninger

Det lykkes i dén grad fotografduoen at indfange unikke stemninger, der sine steder minder om større europæiske efterkrigs-ruinfilm – her er forbillederne nok til at få øje på, især i nogle af scenerne, hvor pariserbørnene hjælper med at forsøge at finde frem til danskernes hotel.

Frisk fransk blod

Skuespillet er arketypisk, men stives af som følge af det friske franske blod: Her er særligt Daniel Gélin sympatisk som kvindernes afdæmpede redningsmand. Dirch Passer pryder filmplakaten, hvor han favner alle tre hovedrollepiger i sine arme, men hans birolle er både tam og af mindre vægt.