Dr. Glas (1968)

Svenske Mai Zetterling instruerede her en primært dansk, men også delvist svensk spillefilm baseret på Hjalmar Söderbergs roman. Fortællingen lyder umiddelbart inciterende, men drukner næsten totalt i Zetterlings valg udi en unødvendigt krukket og avantgardepræget formidling.

En præst uden nåde

Den unge Helga Gregorius (Lone Hertz) beder svenske Dr. Glas (Per Oscarsson) om hjælp. Helgas mand er præst, men er knap så from på silkelagenet, hvor han bl.a. bruger vold for at dikkedikke med sin kone. Det åbner døre for Dr. Glas, der vist selv er mere end blot en bette flig (seksuelt) tiltrukket af Helga...

Scenogafisk overbevisende

Æggende sort/hvidt fotograferet af Rune Ericson – helt afgjort filmens eneste af to forcer, når den gør sig gældende mellem de scenografisk overbevisende genskabte tids- og miljøskildringer (filmens anden force). Det visuelle udtryk er – selvom der indimellem leges ganske uklædeligt og prætentiøst med overeksponeringer m.m.) i det hele taget 16 niveauer over filmens øvrige ambitionsniveau, der er både plumret og kejtet.

En vis pondus

Og jo: Der er en vis pondus over Per Oscarssons titelrollepræstation, men kors hvor han kæmper med sine fluktuerende replikker, hvis miskmask lægger ærgerlige hæmninger over samtlige scener.

Tabt på gulvet

Her står vi altså med en film, der har virkelig mange gode kort på hånden, men som kaster det hele i småt brændbart, næsten før, det overhovedet er begyndt.