Gudrun (1963)

Året før, han filmede Carl Th. Dreyers sidste film Gertrud (1964), stod Henning Bendtsen bag den fantastisk vindende fotografering i den anderledes gennemsnitlige, men dog alligevel bemærkelsesværdige "Gudrun".

Altid passet på sig

Filmatiseringen af Johannes V. Jensens roman fra 1936 er opdateret til 1960'erne og er fortællingen om den djærve, smilende og indtagende Gudrun (Laila Andersson), der nok er en voksen kvinde, men som stadig har brug for at få slebet albuerne lidt i mødet med verden. Hun er direktør Hollunds (Poul Reichhardt) privatsekretær, og i hendes uofficielle jobbeskrivelse står der, at hun altid skal have sit pas på sig.

En meget feteret kvinde!

Dét får hun da også brug for, da Hollund pludselig vil have hende med på forretningsrejse til London. Gudrun ankommer til lufthavnen på sin damecikel uden hverken tandbørste eller pudderpung! I den britiske storby oplever hun snart, hvor feteret, hun er – måske også tanden mere, end hun kan håndtere.

Bedre i København

Næ, så er det bedre hjemme i København, hvor hun er forelsket i den simple tømrer Manne (Jørgen Buckhøj), der dog er fnysende jaloux ovenpå Gudruns tur og hendes udpenslinger om middagsselskabet, hvor hun var eneste høne blandt dusinvis af høje herrer!

Tykt sexistisk

Disse aspekter er bestemt ikke filmens mest troværdige, og både turen til London (hvor Gudruns møde med direktør Roscoe (Nils Asther)) er så tykt sexistisk, at det kan skæres ud af scenerne) og de små intriger på hjemmefronten er i bedste fald ufrivilligt tidslomme-komiske. Tag bare Birgitte Federspiel i en sagesløs birolle som Gudruns udlejerske fru Bruun, hvis lesbiske tilnærmelser sent i filmen fremkalder decideret panisk rædsel og afsky i Gudruns ansigt.

En ganske særlig tone

"Gudrun" fungerer omvendt forbilledligt på flere tekniske og fortællemæssige parametre. Allerede det 11 minutter lange og helt dialog- og musikfritagede stemningsanslag slår en ganske særlig tone an. Det er både lyrisk og underfundigt og sætter en københavnsk sommermorgen anno 1963 ypperligt troværdigt i scene.

Fænomenale Henning Bendtsen

Særligt Henning Bendtsens fotografering står som filmens fænomenale eftermæle. Indfangelsen af København (herunder skønne vinkler på Kongens Have) stræber langt over "Gudrun"s øvrige formåen. At tildele Laila Andersson en Bodil for bedste hovedrolle er nok ikke det mest logiske. Eneste bemærkelsesværdige og dejligt kantede præstation står Yvonne Ingdal for i birollen som Gudruns frisindede kollega Ulla.