Haze (2005)

Med sine 49 minutters kompakte spilletid befinder japanske "Haze" sig i grænselandet mellem kort fiktion og spillefilm. Men tid og sted er på mange måder reelt udvisket i handlingen hér, der bedst kan beskrives som en serie ekstremt voldelige og traumatiserende mareridt.

Skærsild af beton

En mand (spillet af instruktøren, fotografen, manuskriptforfatteren, produceren og klipperen af filmen, Shin'ya Tsukamoto, Koroshiya 1 (2001)) vågner – svært såret – i noget, der kan minde om en helt outreret lavloftet krybekælder. Omkring ham er der kun endeløst mørke, og der er næsten ingen plads til, at han kan kvabbe sig videre i de helt åbenlyst skærsildsprægede omgivelser.

Hukommelsen er forsvundet

Et stykke fremme i "prøvelsen" møder han en kvinde, der er mere død end levende, men dog er i stand til at føre en samtale med manden. Måske kan de sammen komme nærmere en opklaring af, hvorfor de er havnet, hvor de er? Ingen af dem har deres hukommelse intakt.

Lige på og hårdt

"Haze" går lige på og hårdt i sit bedøvende ekstreme orgie af vold, som manden er nødt til at tvinge sig selv igennem for ikke at blive enten spiddet af jernpigge eller halshugget af skarpe kanter. Den nok allermest outrerede prøvelse er, da han er nødt til at bide hårdt fast om et jernrør og køre tandsættet demonstrativt hvinende langs metallet, indtill han måske igen kan stille sig på et stykke betongulv uden pigtråd og jernpigge...

Hård kost

Det er alt sammen virkelig hårdt kost at betragte og oplagt stof til egne mareridt. Men nogen entydigt "tilfredsstillende" mareridtsgyser kan "Haze" dog ikke siges at være. Hertil er ekstremismen for kantet og mystikken for æterisk.

Teatralsk spil

Gode takter altså, men her savnes en mere finmasket rød tråds-sammenbinding af det akutte, uforklarede vanvid. Læg hertil skuespil af den lidt for typiske "teatralsk og dårligt synkroniseret asiatisk overspil" og en stedvis helt forfejlet, opgejlende støjunderlægningsmusik.