Corrective Measures (2022)
Et topsikret fængsel huser nogle af de mest vanvittige forbrydere. Sikkerheden bør være top, men der er noget i gære.
REELT UDEN MÅL OG MED
Denne direkte til video/streaming-fængselsfilm er allermest forhåndsdragende, fordi den er en blandt mange birolleoptrædener af Bruce Willis, efter hans desværre invaliderende demens begyndte at vise sig. Det bliver slet og ret "interessant" at se hvor synligt mærket, han er.
En mærket mand
Og han er mærket, det er der ingen tvivl om. Også selvom "Corrective Measures" blev indspillet i 2021, året før, diagnosen kom, og birollerne herefter blev endnu mere skræddersyet til simple replikker.
En dannet topforbryder
Willis udfylder en central, men ordfattig birolle som fængsels- og forbryderkongen "The Lobe". Han har en ekstrastor suite, hvorfra han – siddende på kanten af sin celleseng – vegeterer til tonerne af Mozart fra en pladespiller. Man er vel en dannet topforbryder...
Fanger med særlige kræfter
Fængslet huser en række fanger med "særlige kræfter" – kun kontrolleret af en særlig fodlænke med meget kraftig elektricitet. Da den naive nye fange Diego Diaz (Brennan Meija) ad bagveje kommer i forbindelse med The Lobe, fornemmes det, at noget er i gære.
Forstemmende
Det er mildest talt forstemmende at betragte Willis' udtalte kamp med at "spille" selv de mest simple replikker. Men han er og bliver stjernen, der også pryder ethvert pr-materiale fabrikeret til filmen.
Ikke præget af storspil
Michael Rooker boltrer sig til den lidt vel friske side i rollen som fængselsinspektøren med de farvede indendørsbrilleglas, Walton Devlin. Det er i det hele taget ikke i skuespillet, at "Corrective Measures" inkasserer.
Mystisk genresammenblanding
Til gengæld er den mystiske (og i grunden komplet tåbelige) genresammenblanding mellem fantasi og fængselsvirkelighed (pludselig dukker en 3 meter høj indsat op med monsteransigt!) et – om ikke andet – kækt indspark, der for en stund kan løfte øjnebrynene en anelse.
En vis pondus
Der er også en vis pondus over produktionsdesignet, der trods alt får en pæn portion valide fængselsstemninger i kassen – ikke mindst hjulpet på vej af Stirling Bancrofts æstetiserede fotografering.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2022, USA, Action, Science Fiction, Fængselsfilm, 106 min.
Dansk titel: Corrective Measures- Michael Rooker (Walton Devlin)
- Kevin Zegers (Capt. Jason Brody)
- Matthew Kevin Anderson (Danny Breeze)
- Bruce Willis (The Lobe)
- Dan Payne (Walter 'Payback' Locke)
- Daniel Cudmore (Diamond Jim)
- John DeSantis (Darius D'Souzo)
- Doug Bradley (Senator Zechariah)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation