Underdog (2007)

Forventeligt overstadig Disney-børnefilm, der med sin bundforudsigelige action/dyre/helte-tematik nok vil henrive en udvalgt skare af (hundeglade) børn, men som betragtet lidt ovenfra (og ikke blot voksen-patroniserende) blot er endnu et i mængden af skabelonbidrag til genren.

Fyret politihund på egne poter

En lille beaglehund arbejder i politiet, men har en lugtesans under middel og bliver fyret. Straks herefter bliver den kapret af en ond videnskabsassistent (Patrick Warburton), der bringer den til den endnu ondere forsker dr. Barsinister (Peter Dinklage i filmens mest veloplagte præstation).

Flyver gennem trafikken

Barsinister har opfundet et selvlysende serum, der angiveligt kan give dyr superkræfter, og snart har hunden helt ekstreme mængder af energi, kan flyve gennem trafikken (og senere rundt om jordkloden på under fem sekunder!) og – ikke mindst – redde diverse amerikanere fra potentielt dødbringende situationer.

Farerne lurer

Blandt disse amerikanere er også kærestepotentialet Polly, en hundebabe, der er så klar til at bliver scoret af den nye superhelt, der lyder navnet Underdog. Men farerne lurer: For dr. Barsinister vil for alt i verden have den omstrejfende superhund tilbage, så han kan fortsætte sin vanvidsforskning.

Familievenligt lineært

Nuttethedsfaktoren er relativt hurtigt overstået og begrænser sig reelt til de første tyve minutter af den konsekvent familievenligt lineære fortælling. Her møder vi også Superdogs nye familie, vagtmanden og alenefaren Dan (Jim Belushi) og hans 15-årige, kasserollefrisure-belemrede søn Jack (Alex Neuberger), der efter lidt far/søn-gnidninger i starten nok snart bliver gode igen.

Tåbeligt dyreekstrem action

Ret hurtigt gnider dyresuperheltekomedien – som en hund i en ildelugtende bunke selvdøde fisk – sig selv ind i tiltagende mængder tåbeligt dyreekstrem action, der ganske vist filterløst parodierer nogle af de millioner af beslægtede menneskesuperheltefilm, der vedbliver at blive udspyttet fra særligt Hollywood, men uden den nødvendige antænding.

Interessen mistes...

Interessen mistes, fordi ideerne udi bare den mindste fornyelse af repertoiret således er opbrugt efter tyve minutter. Herefter er det hele bare lag på lag af dumsmarte replikker, overdrevne hund-med-hovedet-først-gennem-forhindringer-situationer – og hele tiden spændt op til lir med Randy Edelmans "familievenlige" lirumlarum-underlægningsmusik.