Dracula Untold (2014)

    En ung prins må ty til ekstreme – og bloddrikkende – midler for at forsvare sit folk og sin kernefamilie i middelalderens Transsylvanien.


    »BLODLØS VAMPYRSAGA«

    Anmeldte film om Dracula:
    Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)
    Dracula (1931)
    Nosferatu: Phantom der Nacht (1979)
    Bram Stoker's Dracula (1992)
    Dracula: Dead and Loving It (1995)
    Van Helsing (2004)

    Dracula Untold (2014)

    Nosferatu (2024)

     

    Strømlinet, teknisk fiks og bekostet, men sjæl- og blodløs vampyrfilm, der søger at skildre dén begivenhed, der gjorde prins Vlad til grev Dracula. Fortællingen er med store armbevægelser, konstant pumpende på lydsiden, fyldt til randen med computergenererede billeder – og generelt tamt spillet.

     

    Vi er tilbage i middelalderens transsylvanske bjerge. Her stortrives den krigerisk anlagte og virile prins og familiefar Vlad (Luke Evans) med tilværelsen. Men tyrkerne står på spring og vil både erobre rige og kernefamilie. For at undgå den ultimative fornedrelse, stabler Vlad en date på benene med den lokale oldermandsvampyr (Charles Dance).

     

    Med ferske vampyrgener kan det nok være, Vlad kan skabe frygt, rædsel og succes på slagmarken. Med et svirp med håndledet kan han fx få ca. 68 millioner flagermuse til at agere hær, hvis han da ikke selv ene mand/vampyr tonser gennem de tusindvis af fjendtlige soldater – og sejrer!

     

     

     

     

    Fans af artificielt genskabt historie, hvad enten det er den ægte verdens vare eller som hér pure opspind og eventyr, vil elske "Dracula Untold" for de hede computerspilsagtige "kamerature" gennem den transsylvanske epik.

    Omvendt efterlader Gary Shores iscenesættelse ikke meget at sætte tænderne i for den mere autenticitets- og nærværssøgende tilskuer. Fornemmelsen efter halvanden time i selskab med Vlad og co. er i hvert fald ikke ligefrem afstivende, snarere bleg og fesen.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026