Det sidste paradis på jord (2025)

Der er egentlig ingen grund til at pakke budskaberne i dette færøske melodrama ind i en større diskussion om samfunds-, klima- og generationsaffødte bivirkninger på hverdagslivet. "Det sidste paradis på jord" klarer så ganske udmærket – gennem en fortælling om simpelt levet udkantsliv – at sætte tilværelsen i hjertebankende perspektiv. Men de bagvedliggende perspektiver som forklaring på hovedpersonen Káris udfordringer ligger ikke desto mindre til grund for Sakaris Stórás nutidsfilm.

Ung mand på Suðuroy

Kári (Sámal H. Hansen) er ung mand på færøernes sydligste ø, Suðuroy, og han arbejder ligesom de fleste andre lokale på en fiskefiletfabrik. Men fabrikken er lukningstruet, og det sætter Káris hverdag i vanskeligheder – samtidig med, at han skal tage sig af sin mopsede lillesøster, hvis rebelske konstans udi at hade alt og alle omkring sig presser Kári yderligere.

Potentielle muligheder...

Måske er der alligevel en opblødning under opsejling, da en forelskelse synes inden for rækkevidde for Kári. Men er han egentlig overhovedet klar til dén udfordring, og er det overhovedet værd at investere i? Den potentielle kæreste er nemlig alligevel på vej til Frankrig, hvor en enestående mulighed har budt sig.

Nærværende drama

"Det sidste paradis på jord" er i sand- og skønhed et nærværende drama på hvilepuls. Udsvingene sker bag facaden, og dén formår Kári at holde til perfektion: Reelt set er han ikke til at lokke et udsving ud af. Men det er også primært i en anden sand- og skønhed, at filmen virkelig giver røde kinder, nemlig i den subtile, men samtidig omkuldvæltende inddragelse af Suðuroys majestætiske natur – i de særlige omskiftelige nuancer af grøn og grå, som Færøerne omfavner.

Kærlighed til hjemlandet

Kærligheden til hjemlandet er tydelig og vigtig for filmens udtryk, og kun en færing vil nok rigtig kunne gengive eller i hvert fal diktere tusmørke og lysfald så troværdigt, som det her er tilfældet (fotografen Virginie Surdej er i denne ligning værd at bemærke belgisk).

Fortællingen flakker

Når filmen er bedst, dykker den ned i skæbnen Kári med fuld styrke og fokus. Desværre flakker fortællingen lidt for meget og fremstår i enkelte klip i tid og sted for abrupt, for ufokuseret. Meget af dette kompenseres af det følte skuespil fra særligt Sámal H. Hansen og Bjørg B. Egholm (som lillesøsteren), samt det skønne faktum, at der kun er meget lidt underlægningsmusik gennem handlingen.