Adolescence (2025)

    Da 13-årige Jamie anklages for mordet på en jævnaldrende pige starter et vanvid, der trækker tæppet væk under hans familie.


    »NÅR JORDFORBINDELSEN RYGER«

    Denne britiske miniserie i fire afsnit blev noget overraskende populær, at Netflix straks pitchede en anden sæson. Og det er da også en historie med det virkelighedstro i højsædet, der driver "Adolescence" ud over stepperne. Lige fra starten af første episode føres vi ind i en kriminalgåde, der involverer 13-årige Jamie (Owen Cooper). Angiveligt har han slået en jævnaldrende pige ihjel med syv knivstik. En ugerning, Jamies forældre selvsagt ikke kan se for sig, at deres søde søn kan have begået.

     

    Men bevismaterialet viser sig overvældende, og mens Jamie sidder sikret bag lås og slå, er det op til politifolkene, børnepsykologerne – og ikke mindst kernefamilien derhjemme – at lægge puslespillet: Kan Jamie virkelig have begået denne bestialske forbrydelse?

     

     

     

     

    Meget af miniseriens hype og popularitet er opstået ud af en teknisk finesse: Nemlig, at hver episode er fotograferet i ét take, dvs. uden klipning, hvor kameraet følger det hele (næsten) helt uden klipning, hvilket omvendt kræver en timing af en anden verden, når personer og lokaliteter flettes ind og ud af hinanden. Og det er da også meget wauw-agtigt og langt lettere rent teknisk i dag end bare for 20 år siden. Men er det nu også det rigtige valg til en miniserie af "Adolescence"s intime, nære og psykologisk krævende karakter? Nej, ikke helt.

    Reelt bliver one take-koreografien i nogle sammenhænge en klods om benet, og selvom flere fremhæver teknikken som netop et boost af nærheden, får den faktisk flere steder den modsatte virkning. Bedst fungerer det, når kameraet har fundet ro og koncentrerer sig om lange scener (som fx tredje episodes ætsende samtale mellem Jamie og hans kvindelige psykolog). Men i de vægtige ind og ud ad bygninger-scener opleves valget ofte mere konstrueret end virkningsfuldt.

     

    Alligevel er one take-debatten reelt sekundær. Det væsenligste er det væskende manuskript, der gør et barn fortræd på flere niveauer. Historien er voldsomt stærk især i første episode, den har stærke tilnærmelser i anden, vokser igen lidt med opgaven i tredje, mens den afsluttende episode desværre er noget flad i kulsyren. Cenralt for det trods alt medrivende i historien er det ekstravagante fund af (debuterende) Owen Cooper til den krævende hovedrolle. Han er godt nok uden sidestykke duelig udi indlevelsens kunst. Og hans Far Eddie (Stephen Graham) er seriens anden stærke spiller.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026