Longlegs (2024)

    En ung FBI-agent må indse, at hendes jagt på en barneseriemorder trækker tråde ind i eget privatliv.


    »OMKULDVÆLTENDE GYS«

    Allerede i anslaget fornemmes det tydeligt, at hér er en gyserfilm, der kan og vil noget anderledes. Og det bliver i dén grad omkuldvæltende og uhyggeligt, efterhånden som det mangefacetterede plot udfolder sig.

     

    Den unge og uprøvede FBI-agent Lee Harker (Maika Monroe) sættes på en yderst betændt opgave, idet en barneseriemorder vedbliver at slagte pigebørn efter et særligt og umiddelbart uigennemskueligt mønster. Harker viser sig ikke alene at have flair for at løse opgaven, hun besidder også en særlig sjette sans, der gør hende i stand til at inddrage en anden dimension, og dét bliver nødvendigt, da seriemorderen Longlegs agerer efter (sataniske) koder i både tekst og handlinger.

     

    I et desværre lidt for opskruet lydbillede udstråler "Longlegs" primært sine meget store kvaliteter i det visuelle og i forførende skuespillerpræstationer i meget divergerende rolletyper. I billederne alene er der allerede stof til de første tyve mareridt: Det er ganske enkelt en meget unikt hårrejsende, isnende og jordslået mørk oplevelse at søge ind mod sandhederne i Longlegs' ugerninger sammen med agent Harker.

     

     

     

     

    I dette flow accepteres det forbløffende let, at meget af det bagvedliggende vanvid er spundet om det overnaturlige. Det er instruktør og manusforfatter Osgood Perkins' fortjeneste, at miksturen af (u)konkret psykopati og (u)forklarlige hændelser fremstår troværdigt. Og så er der den nærved uigenkendelige Nicolas Cage, hvis præstation som den historisk klamme seriemorder næsten ikke er til at begribe. Hér krænger skuespilleren alle dybereliggende nerver ud på sig selv, og han har selv beskrevet, hvorfor dette seriemorderportræt bliver hans både første og sidste – dybest set bryder han sig ikke om at gestalte onde mennesker.

    Alle centrale skuespillere er helt synkroniseret med de ekstreme begivenheder, ført an af Maika Monroe som den forsagte agent. Der er betændelse helt ned i både større og små biroller: Alicia Witt som agentens mildt sagt twistede mor og Kiernan Shipka i en enkelt scene som traumatiseret, men dog doseret psykiatrisk patient.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2024, Canada, Krimi, Thriller, Gyser, Seriemordere, Børn på film, Mystik, Biler på film, 101 min.

    Dansk titel: Longlegs
    Instr: Osgood Perkins Prod: Nicolas Cage, Dave Caplan, Chris Ferguson, Dan Kagan, Brian Kavanaugh-Jones Manus: Osgood Perkins Foto: Andres Arochi Klip: Graham Fortin, Greg Ng Mus: Elvis Perkins