Mens Juleklokkerne ringer (1917)

Nuttet lille dansk julestumfilm, der nok næppe vil opnå klassikerstatus i julesæsonen, men som alligevel er sød i sine tidstypisk sort/hvidt – i flere betydninger – optegnede rids af samfundets yderpoler.

I dette tilfælde den fattige John Ejlersen (Alf Nielsen, også filmens instruktør), der tvunget af omstændighederne på juleaftensdag må bruge sine allersidste sparepenge på sin mors (Emma Wiehe) husleje, da der netop er kommet et varsel om opsigelse. Johns chef, fabrikant Berg (Johannes Meyer), har nægtet John et forskud, men i sin fortvivlelse lægger John alligevel vejen forbi fabrikantens fornemme bolig. Her er fabrikanten netop i færd med at julehygge med sin lille datter, da John står i stuen. Og så tager det hele en uventet drejning.

Med sine markante konturer af rig versus fattig og en sødmefuld omfavnelse af julen som hjerternes fest udgør "Naar Juleklokkerne ringer" 23 minutters skøn stemningfuldhed fra det herrens år 1917. Her er Johannes Meyer 33 år gammel og har allerede sin velkendt myndige fremtoning, selvom vi hér endnu må tænke os til den skønne knirkende og knagende stemme.

Filmens fineste præstation står hans filmdatter Else (Ulla Søderholm) for: Hvor er hun sød og ægte, som hun både glædes over sin nye dukke og græder, da den smadres. Og så har hun en stemningsfuld seance på skødet af sin far, hvor de begge kysser billedet af deres angiveligt afdøde mor/kone.