The Nature of the Beast (1995)

    To mænd, der begge bærer på dybe hemmeligheder, kommer til at hænge på hinanden på en bilfærd gennem Nevadas ørken.


    »INTIMIDERENDE VANVID«

    Ledte du efter:

    The Nature of the Beast (1988)

     

    Indrømmet. "The Nature of the Beast" har svagheder i sine åbenlyse overdrivelser, særligt henimod slutningen. Men instruktør Victor Salva har alligevel  meget greb om sin egen fortælling og ikke mindst de to blændende hovedrolleindehavere, at dette direkte til video-krimigys faktisk er et mustsee i sin genre.

     

    Salva havde siddet et år i fængsel for seksuelle overgreb mod den mindreårige hovedrolleindehaver i debutfilmen "Clownhouse" (1989), og "The Nature of the Beast" var således ikke alene instruktørens første film efter fængslingen: Historien er også baseret på personer, Salva lærte at kende under sin tid bag tremmer.

     

    Forretningsmanden Jack Powell (Lance Henriksen) kører i en sandstøvet rød Buick gennem Nevadas ørken, da han ser en tomler i vejsiden. Jack har godt hørt om seriemorderen "Hatchet Man", der hærger i området, og han kører derfor forbi uden at stoppe. Kort efter møder de to mænd dog hinanden på toilettet på en diner, og nu bliver Jack den intimiderende vanvittige Dustys (Eric Roberts) gidsel. Herfra er det kattens leg med musen, men i begge retninger, skal det vise sig... for hvem er det egentlig, der er den mest vanvittige af de to?

     

     

     

     

    Båret af dette iboende, letantændelige og uforudsigelige vanvid og to iknæsænkende fremragende skuespiller-præstationer, leverer "The Nature of the Beast" en betændelse, det ikke er til at få bugt med. Lance Henriksens sammenbidte og af omstændighederne ufrivilligt pacificerede Jack oppe imod Eric Roberts' ætsende miks af dødbringende, seksuelt grænseløse, stofmisbrugende Adrian, aka Dusty: Det bliver simpelthen ikke meget bedre.

    Sat i enkle rammer, hvor støvede bjegørkenlandskaber langs endeløse landeveje udgør kulissen, byder filmen ikke på ret mange unødvendige krumspring. Flere små biroller bidrager med fine farvenuancer, herunder især sheriffen Gordon (Brion James) og Ana Gabriel som et af Dustys lette (seksuelle) ofre.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026