The Commandant's Shadow (2024)

I kølvandet på spillefilmsmesterværket The Zone of Interest (2023) præsenteres denne oplagte dokumentariske indføring i noget af det, der inspirerede Jonathan Glazer til at filmatisere Auschwitz-lejrkommandanten Rudolf Höss' hverdagsliv med familien under krigen.

Instruktøren Daniela Volker går direkte i flæsket på historiens vingesus ved at invitere hhv. Rudolf Höss' aldrende søn og barnebarn som hovedpersoner i en rejse ind i det helt eller delvist fortrængte. Sønnen har egentlig altid bare lagt de grusomheder, han som barn boede klos op ad, til side. Og først som gammel lykkes det ham – med dokumentaristens hjælp – at erkende, at faren måske havde et ansvar i Endlösung der Judenfrage...

Men spejlet har to sider for Daniela Volker, så hendes film følger også en tilsvarende aldrende (og ultrakæderygende) kvinde og holocaustoverlever, der nu bor i Storbritannien og har mistet evnen til at vise følelser – til den generationstraumatiserede datters fortrydelse. Det kræver således ikke stort kørekort i spådom at forudsige, hvad "The Commandant's Shadow" vil: De to fløje skal selvfølgelig mødes, "forenes" – og nogle af dem endda et smut forbi kz-lejren for at se sandheden i øjnene...

Denne type sensationel dokumentarisme er set før... og bedre! Men filmen skal have ros for at opsøge de væsentlige kilder, mens de lever. Heri bor den egentlige fascinationskraft i dokumentaren og ikke i den lidt støvede, søgte konfrontationsdramatik.

Særligt besøget i Auschwitz er flot filmet med en velovervejet udnyttelse af ganske tidlig morgen i mosekonebryg.