The Don Is Dead (1973)

Næsten enhver gangsterfilm, der blev drejet umiddelbart efter Francis Ford Coppolas uforlignelige The Godfather (1972), blev målt og vejet op imod den episke kriminalfamiliesaga. Således også Richard Fleischers "The Don Is Dead", der fik premiere året efter.

Og det er da også nærliggende at "mistænke", at gangsterfilm efter 1972 har skelet til Coppola – men det gør ikke nødvendigvis "kopierne" til dårligere film, selvom der særligt i samtiden var en tendens til at rakke lidt ned på disse beslægtede film. Med en stjernebesætning, der kan væde selv de tørreste læber, har Fleischers film allerede stærke kort på hånden, og fra første scene fornemmes tillige en æstetisk fortællelyst i Richard H. Klines labre og typisk elegante 1980'er-fotografering.

Det er faktisk slet ikke så ringe endda, sådan som "The Don Is Dead" udvikler sig gennem små to timers fortættet æres- og retfærdighedshåndhævelse, som kun rigtige gangstere kan praktisere det. Og vel at mærke længe uden de store blodige udskejelser – de kommer først meget sent i handlingen.

Ikke alt lykkes lige vellykket i formidlingen af den rå gangsterhverdag, og der er bl.a. en serie kedelige og billigt udseende studieoptagelser, der tager lidt af magien i en ellers primært udtalt lækker locationcentreret film.

Handlingen kredser om den unge Frank Regalbutto (Robert Forster), der, da faren dør, er kørt i stilling til at overtage mafiamagten. Men til et møde med de øvrige grupperinger i gangsterkredsen besluttes det, at han endnu ikke er klar. Det skaber en lang række tiltagende dødsensfarlige spændinger.

Anthony Quinn overbeviser som den på både kyniske og følsomme Don Angelo, ligesom både Frederic Forrest og Robert Forster emmer af troværdig sammenbidt autoritet. Charles Cioffi er skøn som den voldsparate vendekåbehåndlanger Luigi Orlando.