Dagmar's Hot Pants, Inc. (1971)

    En svensk prostitueret med base i København giver den gas på skibsbriksen, inden hun vælger den ægte kærlighed.


    »(BUND)LØS I KØBENHAVN«

    Dagmar Anderson (Diana Kjær) er en moden prostitueret i København, og hun har et stort kartotek af faste mandlige kunder – gerne internationale forretningsfolk, der gæster byen og opsøger hende for en skøn, uforpligtende rusketur på skibsbriksen. Men der er også noget andet, der arbejder i hende: Ønsket om at gå på pension og én gang for alle leve sammen med husbonden Lennart, spillet af danske Ole Søltoft.

     

     

     

     

    Denne svensk/dansk/amerikansk koproducerede komedie har handlingsmæssig base i et farvestrålende København anno 1971. Men det er ikke meget, vi ser til byen. Til gengæld er der top- (og delvist bundløse) damer nok til at gejle et helt regiment op.

    Dialogen er på (ubehjælpsom) engelsk, handlingen ligeså tynd som et ark mellemlægspapir, og erotikken foregår altid (som ventet) ude af billedet eller i hvert fald fikst beskåret.

     

    Højdepunktet er Poul Bundgaard (!), der som fyrig symfoniorkesterdirigent har en date med Dagmar. Han fægter velvilligt med armene til en god omgang Liszt hjemme i stuen, før han giver efter for drifterne og giver Dagmar en omgang på briksen – akkompagneret af rytmisk champagnespringende klassisk musik. Om ikke andet filmens mest originale idé, selvom udførelsen er udtalt kejtet.

     

    Som det var typisk for disse erotisk funderede "frække" film op gennem særligt 1970'erne, er mange af skuespillerne etablerede. Blandt svenskerne tæller blandt andre Bergman-skuespillerne Tor Isedal, John Harryson og Gus Dahlström – alle i helt små roller.

     

    Med en evindeligt smålummer underlægningsmusik er "porno-stemningen" sikret. Langt det meste af filmen er indspillet i billigt udseende studier, og der er virkelig tale om fyldstofscene på fyldstofscene og reelt om 0-handling.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026