The Reflecting Skin (1990)

Mærkværdigt uligevægtigt britisk/canadisk drama med "gyseragtige" tendenser, centreret om et barn mellem ukærlige voksne i et 1950'er-benzintanks- og hvedemarksudkantsmiljø med mulige barnemordere gemt i horisonten...

Det er blot nogle af de mange hæsblæsende elementer, som instruktør og manusforfatter Philip Ridley har udstyret sin ambitiøse spillefilmsdebut med. Og det gælder egentlig for hele oplevelsen (både historien, det tekniske, skuespillet), at den fungerer fint og medrivende i de neutrale spektre, men bliver udtalt for meget i alle andre ender af spektret.

Den ca. 10-årige Seth Dove (Jeremy Cooper) bor alene med sin meget gamle og (fornemmer man) sindssyge mor og en far, der er depressivt under tøflen, men egentlig på drengens side. De venter alle tre på, at soldaterstorebror Cameron (i skikkelse af Viggo Mortensen) vender hjem og måske kan sætte lidt skik på hverdagen.

Men i stedet for at omfavne og rumme lillebroren, er Cameron irriteret og afvisende: Egentlig går knægten bare i vejen, især fordi Cameron forelsker sig i den mystiske nabokvinde Dolphin Blue (Lindsay Duncan) og gerne vil have sine nyerotiske øjeblikke for sig selv.

Omvendt har Seth haft rigeligt med tid til at få gustne tanker om dette og hint – og afledt af farens lystlæsning udi vampyrhæfter tror han nu, at Dolphin Blue er vampyr, hvorfor han ikke er meget for, at brormand mødes med hende. Samtidig hjælper det ikke på den indre ro, at Seths jævnaldrende venner findes myrdet i nærområdet...

Meget tabes på gulvet i den forfejlede og misforståede formidling af alle disse fantastiske ideer: Ofte forfaldes der til det slibrigt teatralske, når drengen kastes rundt mellem umulige voksne. Det kommer til udtryk i skuespillet og – ikke mindst – underlægningsmusikken.

Men også scenografi og produktionsdesign i det hele taget er konstrueret og utroværdigt: Den opmærksomme tilskuer vil bemærke de ubehjælpsomme studier, der udgør interiørscenerne, ligesom det isolerede landsted ikke ligefrem emmer af autenticitet.

Til gengæld skal man ikke undervurdere Viggo Mortensen-effekten. Lidt over 40 minutter går der, før han entrer filmen, men så kommer der bestemt også et mærkbart kvalitetsløft af hele udtrykket. Mortensen evner her helt tidligt i karrieren at få vredet imponerende meget smerte og utilregnelighed ud af sin rollefigur – langt mere, end Philip Ridley reelt evner at skrive, fornemmes det. Mortensen er den eneste duelige bastion mellem skuespil af vekslende kvalitet, desværre inkl. debuterende Jeremy Cooper som Seth. Han er kun sød og troværdig, så længe han ikke skal agere, men blot være.

Nick Bicâts ambitiøst storladne underlægningsmusik er vulgært fremtrædende og mange steder helt upassende anvendt. Men den er samtidig grundlæggende dygtigt klassisk komponeret.