Popiól i diament (1958)

Andrzej Wajdas store gennembrud kom med dette hvinende æstetiserede og som sådan historisk og filmisk interessante blik på de døende dage af 2. verdenskrig – som oplevet gennem den polske modstandsmand Maciek Chelmickis (Zbigniew Cybulski) uafladeligt solbrilleklædte øjne.

Maciek har ikke været bleg for at skyde og dræbe gennem hele krigen, men over de to døgn, som filmen udspiller sig, må han træffe en række meget svære valg... samtidig med, at han vist er ved at forelske sig.

Wajda og fotografen Jerzy Wójciks æstetiske sans lader sig ikke gradbøje. Gennem næsten hele den sort/hvidt dramatiserede krigsromantik er begivenhederne filmet nedefra, så situationer, stuer og ikke mindst mennesker tager sig større og mere overvældende ud. Det former en visuelt bagudvæltende filmoplevelse, der ikke kan undgå at imponere (den er blandt både Martin Scorsese og Francis Ford Coppolas absolutte yndlingsfilm), men desværre er selve genreblandingen og de heri agerende personer langt mindre overbevisende.

Er det mest som krigsdrama, "Popiól i diament" identificerer sig? Er det som romantisk drama? Eller er det i virkeligheden som en komedie med krigens voldsomhed som perspektiv?

Det er svært at blive klog på, og nogen hverken knugende eller svært medrivende film bliver Wajdas gennembrud således ikke til.