It Follows (2014)
Efter at have været i nærkontakt med en smækker ung mand, begynder en ung kvinde at opleve, at ubehagelige mennesker af forskellig observans forfølger hende.
»STORT KØREKORT I FORFØLGELSESVANVID«
Kapow!-kapable gys serveres her med ekstra sukker på toppen af manuskriptforfatter og instruktør David Robert Mitchell: "It Follows" er heldigvis meget mere end blot endnu en mystificerende overnaturlig fortælling. Det er en gyser, der både kender sine muligheder – og sin besøgelsestid.
Den unge kvinde Jay Height (Maika Monroe) er den lidt sårbare type, der bl.a. skal tage tilløb, før hun giver den gas med sin kæreste på bagsædet af amerikanerbilen. Det skulle hun vist alligevel ikke have gjort, for snart viser det sig, at fyren har bragt en særlig tilstand videre til Jay. En tilstand, hvor hun bliver forfulgt af ubehagelige mennesker af yderst ubehagelig observans... og kun hun kan se dem! Det skaber en række penible situationer, når hun er sammen med vennerne, der dog er yderst beredvillige til at hjælpe hende. Først skal de dog lige ud over det punkt, hvor forestillinger glider over i virkelighed, så de kan anerkende, at Jays syner ikke er det rene vanvid.
"It Follows" har formlen og formen til at brænde igennem som en gyser af de helt særlige. Først og fremmest er de overnaturlige vinklinger ikke overforfalt. I langt det meste af det introverte vanvidsgys er det således overladt til tilskueren selv at fortolke. Og det kommer der en blændende doseret, raffineret spillet og til tider "mindblowing" filmoplevelse ud af. For i grænselandet mellem fantasi og virkelighed ligger der en lang række muligheder, til- og fravalg, som Mitchell i dén grad evner at omfavne.
Maika Monroe er den helt store oplevelse i rollen som den trængte Jay, for hvem verden er godt i gang med at ramle. Men også Keir Gilchrist funkler som den altid beredvillige ven Paul, der også har et godt øje til den smukke Jay.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2014, USA, Thriller, Gyser, Mystik, Biler på film, 100 min.
Dansk titel: It Follows- Maika Monroe (Jay Height)
- Keir Gilchrist (Paul)
- Olivia Luccardi (Yara)
- Lili Sepe (Kelly Height)
- Daniel Zovatto (Greg Hannigan)
- Linda Boston (Teacher)
- Ele Bardha (Mr. Height)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN-N - Critics Week Grand Prize-nominering