Beautiful Beings (2022)
Et trekløver af rastløse teenagedrenge tager den mobbede Balli ind i gruppen. Deres fælles oplevelser bliver barske.
»UNGE MÆND FALDER...«
Seks år efter den forførende spillefilmsdebut med Heartstone (2016) bød islandske Guðmundur Arnar Guðmundsson op til en endnu en svingom med ungdomsrastløshed og (gruppe)identitetssøgning – men resultatet er langt fra ligeså fuldblodsskønt som debuten.
Filmens originaltitel "Berdreymi" betyder noget hen ad "livlige drømme, der forudsiger fremtiden". Det er unægtelig noget lidt andet end "Beautiful Beings", der er blevet den internationale og også danske biografdistributionstitel.
De fire teenagedrenge, der udgør kernegruppen i handlingen, er i hvert fald ikke smukke væsener i den mest klassiske betydning. Det kan godt være, at skønhed siges at komme indefra, men heller ikke denne kanal er frugtbar i filmens barske islandske setup.
Den kejtede, bumsede og på alle måder forsømte dreng Balli (Áskell Einar Pálmason) er et oplagt mobbeoffer i skolen. Han er fuldkommen overladt til sig selv og bor med sin håbløse alenemor i et gudsjammerligt blikhus, der ikke har været gjort rent i flere årtier.
Ganske uventet får Balli en chance, da de tre rastløse drenge Addi (Birgir Dagur Bjarkason), Konni (Viktor Benóný Benediktsson) og Siggi (Snorri Rafn Frímannsson) "optager" ham i gruppen. Det er næsten ikke til at fatte, hvis venligheden ikke kommer med en pris, og snart begynder firkløverets oplevelser da også at blive mere og mere rå og ubarmhjertige...
"Beautiful Beings" er grum socialrealisme med små krimiafstikkere, og filmoplevelsen er bestemt ikke oplagt til søndagshygge med familien. Stemningen er tynget, håbet spinkelt, og perspektiverne på fremtiden mørkere end islandske uvejrsskyer. I øvrigt er den rå natur overraskende lidt i spil gennem handlingen. Det er desværre også i dette fortættede "sociogys", at filmen tager munden for fuld. Overdrivelserne i drengenes hverdag er markante og indimellem grænsende til det hyperventilerende – særligt bliver skildringerne af de voksnes (psykiske) lidelser, druk, stofmisbrug, mishandlinger og mangel på empati alt, alt for udpenslede.
Der er for mange intentioner og ideer i Guðmundur Arnar Guðmundssons eget manus, og historien opleves ofte som spredt fægtning, der kun sjældent kommer dybt under huden.
Det ændrer ikke ved, at intensiteten ofte er knugende, grænsende til det svært ubehagelige – manifesteret både i det udtalt begavede fravær af underlægningsmusik, i Sturla Brandth Grøvlens nærheds- og teksturtætte fotografering – og ikke mindst i det eminente teenagedrengespil, der emmer af dyb, dyb indlevelse.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2022, Island, Drama, Krimi, Teenagere, Coming of Age, Psykologisk drama, Bjerge på film, 123 min.
Dansk titel: Beautiful Beings- Birgir Dagur Bjarkason (Addi)
- Áskell Einar Pálmason (Balli)
- Viktor Benóný Benediktsson (Konni)
- Anita Briem (Guðrún)
- Ólafur Darri Ólafsson (Svenni)
- Blær Hinriksson (Símon)
- Baldur Einarsson (Toggi)
- Snorri Rafn Frímannsson (Siggi)
- Einar Haraldsson (Alcoholic)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- RB-N - Bedste ikke-engelsksprogede film
- BERLIN - Label Europa Cinemas
- BERLIN-N - Audience Award-nominering
- BERLIN-N - Teddy-nominering