Ken Park (2002)

Året efter den rå og tankevækkende Bully (2001) kom den evigt teenage-(grænse)søgende instruktør Larry Clark på banen igen: Denne gang i instruktørpartnerskab med filmfotografen Edward Lachman. "Ken Park" centrerer sig om en række (teenage-)skateboardskæbner, som de udfolder sig i og omkring det californiske skateboardmiljø.

Således følger filmen flere af hinanden uafhængige historier – nogle så absolut mere interessante end andre. Blandt andet kommer vi ind i de dysfunktionelle stuer hos Claude (Stephen Jasso). Hans far tyller dåsebajere uden blusel, og vi ser, hvordan han bunder en pils, mens hans leverer en ordentlig strinter i toilettet... med dilleren fremme og bukserne helt nede om anklerne. Far/søn-forholdet er hér yderst betændt, og hvad Claude ikke må lægge krop til... også på skibsbriksen... se selv og døm!

I flere af de andre historier er store temaer som selvmord oppe at vende. Vi ser en blodbesprøjtet ung mand, der indædt gokker diller, mens han forsøger at semihænge sig selv. Karakteristisk for Larry Clarks film (og i særdeleshed i tilfældet "Ken Park"), er således, at vi ser det hele... også det, der normalt er pakket væk under silkelagnerne eller i en kæk beskæring af billedet.

Til dem, der endnu ikke kender Larry Clarks provokationer eller "grænsesøgende filmiske adfærd", skal her lyde en advaresel: "Ken Park" er ikke hverdagskost, og det seksuelt eksplicitte begrænser sig ikke til nævnte selvskadende onaniscene, men også en utilsløret "mundguffer"-scene, hvor en øjenbrynspiercet teenagedreng giver en moden kvinde hele turen... dernede!

Alle disse op- og nedture er i sig selv forfriskende i deres bramfri stil, men "Ken Park" er samtidig så meget spredt fægtning, at gassen ret hurtigt går af ballonen. Indimellem fænger en enkelt delhistorie, for så kort tid efter at blive "overskrevet" med en langt mindre vedkommende ditto. Et gigantisk plus er lydbilledet, der er 100 % ærligt og helt uden underlægningsmusik.