Saltburn (2023)

Ungdommelig, op-tempo-smart komedie med et twist: Den kvindelige instruktør, Emerald Fennell, søsætter her en "4:3"-framet komedie, der nok er både stilren og periodisk veloplagt, men som i det store og hele må siges at prelle af på overfladen med sin manierede stil, spillestil og historie.

Ingen kvindemagnet

Barry Keoghans Oliver Quick er studerende ved universitetet i Oxford. Han er akavet og ikke hverken den store venne- eller kvindemagnet. Men så møder han Felix! Han er smart i en fart, damernes (og herrernes) ven, kender ingen grænser, er til lidt af det hele... og så ejer hans overklassefamilie det enorme gods, Saltburn, hvortil Oliver en sommer inviteres ind i folden blandt alle Felix' venner – og hvor nye døre må siges at åbne sig!

Sommersmuk fotografering

Mest signifikant ved filmens udtryk er svenske Linus Sandgrens (Promised Land (2012), American Hustle (2013), First Man (2018)) (sommer)smukke fotografering, der både trækker ansigterne frem i stor detaljerigdom, men som også er forbilledligt lyssat – ganske enkelt.

Formår ikke at fokusere

Det er absolut primært her, og altså i det tekniske, at "Saltburn" har en gennemslagskraft. Langt mindre æggende er Fennells eget manus, der ikke formår at fokusere. Og det bør være muligt at binde enderne sammen, selvom plottet er både flyvsk, fandenivoldsk og fatalistisk.

Overlang og svær at bide skeer med

På denne baggrund opleves "Saltburn" som både overlang (131 min.) og svær at bide skeer med. Skuespillerne forsøger at finde sig til rette, men spillet bliver for det meste manieret. Oftest er de betændt komiske situationer flankeret af en stemningsdikterende underlægningsmusik, der fjerner fokus yderligere fra det flyvske og desværre hurtigt glemte filmbekendtskab.