Thanksgiving (2023)

Den metafilmiske ring må siges at være sluttet, nu hvor Cabin Fever (2002)-instruktør Eli Roth endelig har fået en hel spillefilm ud af sin falske filmtrailer fra 2007, der også bar titlen "Thanksgiving". Og er du spændt op til outrerede overdrivelser udi gys, splat og hæmningsløse twists and turns med komisk overgear, vil spillefilmsversionen helt sikkert falde i god jord.

Roth genbruger de fleste ekstremiteter fra den to minutter korte trailer og booster dem, så det står ud med blod, bræk og materie af snart sagt alle kropsåbninger. Det er således ikke de sarteste sjæle, filmen er drejet til, men omvendt er gysene igennem det meste af handlingen så ironisk distancerede, at hårrejsene aldrig bliver decideret mentalt krybende.

Undtagelsen er en yderst vellykket og tilsvarende mørk sekvens, hvor den maskeklædte seriemorder fyrer op under sin enorme pizzaovn med et ganske bestemt formål. Men hvem gemmer sig bag den teenage- og voksenslagtende maske? Dét spørgsmål blafrer i trykbølgerne efter det helt outreret støjende lydbillede.

Det meste af tonen i dialogen er rimeligt velovervejet i retning af den frivilligt komiske slagside, men der er også eksempler på "humor", der falder igenem. Én ting er sikker: Underholdningsværdien er sikret i en filmoplevelse, der er fuldstændigt ublufærdig i alle henseender.