Stranizza d'amuri (2023)

Baseret på virkelige hændelser – desværre – fortælles her en siciliansk sommerhistorie med mere end blot almindeligt bittersøde undertoner. For i det herrens år 1970 var der bestemt ikke mange sicilianere (her var de fleste “af den gamle skole”), der kunne blot tænke tanken til ende, at nogen i lokalsamfundet kunne være homoseksuelle. Og var man forælder til en teenager, der formodedes at have sådanne tilbøjeligheder, var man “nødt til” at træde i karakter (gradbøj selv dette) for at udrydde djævelskabet en gang for alle!

Det er denne kulisse, teenagedrengene Gianni Accordino (Samuele Segreto) og Nino Scalia (Gabriele Pizzurro) forelsker sig i. Som dén universelle kærlighedshormonelle proces, dette er, lykkes instruktør Giuseppe Fiorello meget fint og hjerteligt med at gengive alt fra den første uskyldige øjenkontakt over berøringen af endnu uskæggede kinder... til kysset. Smukt er det, og tilmed næsten fuldbyrdet troværdigt, fordi filmen er så dygtig til at genskabe tids-, teenage- og sommerbilledet autentisk og uopstillet.

Her er det selvsagt af væsentlig betydning, at de unge mænd spiller så øjenlynende oprigtigt, at selv den mest hårdføre modstander af “begrebet” homoseksualitet måske ufrivilligt tvinges til at trække på smilebåndet... Og dog, indrømmet: Dette er desværre nok for optimistisk, selv i dag, hvor bl.a. netop den italienske regering er “ubegejstret” over den ikke-klassiske familiekonstellation.
 

Kender man forhistorien til filmen på forhånd, falder de ubehagelige drejninger undervejs muligvis mindre ekstreme, men under alle omstændigheder er håndteringen af det virkelige livs tårevædede vanvid ikke decideret sublimt gengivet. Det ødelægger dog ikke den fabelagtigt skønne sommerstemning, der omfavnes af tilsvarende skønne teenagedrenge, som det er svært ikke at blive bare lidt forelsket i.